Influencere skal stå skoleret hos erhvervsminister

Sociale medier er grænseoverskridende, og derfor skal EU på banen, mener Dansk Industri.

Alexander Husum har som den seneste influencer i rækken fået kritik for at markedsføre usunde fødevare til børn og unge. (Foto: Ritzau Scanpix: Lars Rasborg/Jysk Fynske Medier, Jonas Olufson og Søren Bidstrup. Collage: Sys Abrahamsen, DR)

Præcisering: Det fremgik tidligere, at influencer Morten Münster på dagens møde ville drøfte aldersbegrænsning på indhold på sociale medier med erhvervsministeren. Han vil retteligt kun drøfte værktøjet ud fra de konkrete sager, der har været.

En række influencere, bureauer og andre aktører skal i eftermiddag stå skoleret overfor erhvervsminister Morten Bødskov (S).

Det skyldes, at virksomheder flere gange de seneste måneder har brudt branchens eget kodeks, når de har brugt influencere til at sælge usunde fødevarer til børn under 13 år.

Blandt de 30 inviterede deltager blandt andre Karin Breck, politisk chef i Forbrugerrådet Tænk, der står bag de to konkrete klagesager.

Hun har flere punkter på sin liste til dagens møde i Erhvervsministeriet, men ét står skrevet i versaler.

Influencere skal betragtes som medier, og det betyder, de også skal holde sig inden for medielovgivning.

- For eksempel skal man adskille underholdning og reklamer for børn. Så man kan ikke lave noget sjov 'YouTube-halløj', og så samtidig køre skjult reklame for nogle burgere eller andre ting, som ikke er særligt sunde, lyder det fra Karin Breck.

Reglerne er for uklare

Den skjulte burgerreklame kommer ikke af den blå luft. Det er én af to nylige sager, som fik forbrugerrådet helt op i det røde felt.

Rådet klagede over, at influencer Alexander Husum, der ifølge forbrugerrådet har børn som en væsentlig del af sin målgruppe, reklamerede for fødevarer med højt fedt- og saltindhold.

Selvom The Burger Concept, som Alexander Husum reklamerede for, var uenige med afgørelsen, stoppede burgerkæden efterfølgende salget af influencerens burger og milkshake.

Alexander Husum, der også deltager i dag, har ikke ønsket at kommentere på sagen. Det har en anden navngiven influencere, der ligeledes har været i vælten til gengæld.

26-årige Morten Münster var en blandt flere YouTubere, som var en del af reklamekampagnen "Kims Chips Battle", som Forbrugerrådet Tænk også klagede over tidligere i år.

En del af Morten Münsters reklame for Kims-chips fra hans egen YouTube-kanal.

Han har ikke haft mulighed for at stille op til et interview, men han har indvilliget i at svare på en række spørgsmål skriftligt. Han ser blandt andet frem til at diskutere det hav af gråzoner, som han og kollegaerne skuler ud over.

- Jeg håber helt konkret, at erhvervsministeren på baggrund af mødet vil udforme en række lovforslag, som skal gøre spillereglerne for online markedsføring meget klarere, skriver Morten Münster.

- Hverken børn, deres forældre, virksomheder eller online indholdsskabere som mig selv får noget ud af, at reglerne er uklare.

Influencer ønsker en aldersbegrænsning på indhold

Konkret håber Morten Münster, der har over 466.000 abonnenter på YouTube, at erhvervsministeren vil se på aldersbegrænsing i nogle tilfælde som en del af løsningen.

- Det synes jeg er en god løsning, når man ligesom mig har en bred målgruppe, der både består af børn, unge og voksne. Spørgsmålet er, om ministeren er enig eller ej, skriver han.

Da Forbrugerrådet rettede henvendelse og kritiserede kampagnen tilbage i februar, satte Kims en aldersgrænse på reklamevideoerne, så de kun var tilgængelige for personer over 18 år.

Hos DI Fødevarer, der blandt andre er del af det efterhånden omdiskuterede frivillige kodeks, kigger de også på fordelene ved aldersbegrænsinger.

Her drømmer branchedirektør Leif Nielsen konkret om en elektronisk aldersverificering på sociale medier, så børn ikke bliver udsat for reklameindhold, de ikke bør se.

- Der er brug for at kigge på reguleringen af det her ’wild west’. Der er brug for et samarbejde på tværs, og her tænker vi, at EU kan spille en stor rolle, siger Leif Nielsen.

I første omgang vil Forbrugerrådet Tænk have retningslinjer for den danske lovgivning, som politisk chef Karin Breck medgiver kan være uklar.

Hun understreger, at der med en stor platform, som influencerne har, medfører et stort ansvar.

- Man kan ikke læne sig tilbage og sige, 'at det er lidt utydeligt for mig'. Så må man sætte sig ned sammen med sit bureau og læse lovgivningen, siger Karin Breck og tilføjer:

- Hvis man er usikker, må man søge rådgivning hos for eksempel Forbrugerombudsmanden, som administrerer Markedsføringsloven. Der er jeg sikker på, at de kan vejlede dem.

DR har forsøgt at få en kommentar fra de omtalte influencere. Ligesom Alexander Husum har Jasmin Lind, fra Jas & Mika, ikke været interesseret i at stille op til et interview. Mika Schultz har heller ikke ønsket at udtale sig.