Kims svarer på kritik om reklamer målrettet børn: Kommer ikke til at stoppe salget af chipsene

Forbrugerrådet Tænk opfordrer til at stoppe salget af influencer-chips, der henvender sig til børn, da det er fødevarer, der overtræder branchens eget kodeks.

Sidste år lavede Kims også en såkaldt Chips Battle. Her solgte Kims 1,3 millioner poser i løbet af kampagnens 14 uger. Den nuværende Kims-kampagne er ligeledes populær på sociale medier. (Foto: Christian Lindgren/Ritzau Scanpix).

Efter flere ugers kritik af "Kims Chips Battle", hvor influencere, hvis primære målgruppe er børn, dyster om at lave den bedste chips-smag, har branchen nu selv vurderet sagen.

Dansk Industris Forum for Fødevarereklamer har nemlig vurderet, at kampagnen var imod branchens eget kodeks, og at kritikken dermed er berettiget.

Men det får ikke Kims til at stoppe deres kampagne. Sådan lyder det fra Kim Ege Møller, der er kommunikationschef i Orkla Danmark, der ejer Kims.

- At stoppe salget ville være ret voldsomt, og vi kommer ikke til at gøre det. Det ville også være noget af en overreaktion at hive poserne ned af hylderne og sætte chipsene ud af produktion, siger han til DR.

Den konstituerede direktør i Forbrugerrådet Tænk, Esben Grønborg Geist, udtaler, at de er tilfredse med det medhold, de får i deres kritik, men at de også forventer handling fra Orklas side.

Han mener, at man per dags dato burde stoppe med at sælge chips med Jas & Mika og med Morten Münster, da de ikke overholder kodekset.

- Vi mener, at når Kims' kampagne har fået en ret klar afgørelse imod sig, så bør de heller ikke kunne tjene penge på det fortsat, siger han.

Kim Ege Møller fra Orkla holder fast i, at man ikke vil stoppe salget af chipsene. Han uddyber, at den nuværende "chips battle" er sat til at slutte i uge 18, og dermed vil salget også naturligt stoppe.

Da Kims kampagne fik kritik i medierne, valgte de efterfølgende at sætte en aldersbegrænsning på 18 år på flere YouTube-videoer, hvor de udvalgte influencere reklamerede for chipsene.

- Tværtimod har de sagt, at de restriktioner, vi har sat på kampagnen, er de rigtige. Det skulle vi bare have gjort fra starten, og det tager vi til efterretning, siger Kim Ege Møller.

Forbrugerrådet Tænk mener dog, at de restriktionerne kom for sent og, at Kims’ kampagne ikke bør ende i uge 18, men allerede nu.

Ifølge Dansk Industris Forum for Fødevarereklamer var det imod industriens eget kodeks, da Kims brugte influencere, der har børn som en stor del af deres publikum.

Det var det, fordi man ifølge kodekset ikke må markedsføre fødevarer med et højt indhold af fedt og salt i medier eller dele af medier rettet mod børn.

Esben Grønborg Geist mener, at det er vigtigt, at man sætter nogle klare grænser for, hvad man må bruge influencere til. Ifølge ham er det vigtigt at beskytte børn mod markedsføring af usunde fødevarer, herunder at der skal være en klar adskillelse mellem redaktionelt indhold og reklame – også når det gælder influencere.

- Hvis denne afgørelse gør, at branchen nu kan regulere sig selv, så er det fint. Men hvis ikke, så må der lovgivning til, siger Esben Grønborg Geist fra Forbrugerrådet Tænk.

Et af de børn, som meget gerne vil smage Jas & Mikas' chips, er 7-årige Bas. Hans mor er derimod ikke helt lige så begejstret.

Kim Ege Møller fra Orkla svarer, at de tager afgørelsen nøje til efterretning, også i forhold til fremtidige kampagner. Han siger desuden, at de er helt med på den kritik, som Forbrugerrådet Tænk rejser.

- Vi har inviteret Forbrugerrådet til møde, og det har de kvitteret for. Den her problematik er ikke helt nem, for vi er på et område, hvor ingen rigtigt har bevæget sig før.

- Vi har brug for at kende deres tanker og vil gerne dele vores, i forhold til hvordan vi skal indrette vores fremtidige kampagner, siger han.