Ikke tilfreds med kammeradvokat: Politikere vil have skattesvindelsag kulegravet

Det er ikke godt nok, når kammeradvokaten ikke mener, skattechefer har ansvar i skattesvindelsag.

Skatteminister Karsten Lauritzen (V) er enig i, at en nærmere undersøgelse af sagen om udbytteskat vil være det rigtige at gøre. (Foto: © Jens nøRgaard Larsen, Scanpix)

Der må kunne placeres et ansvar i den store svindelsag om udbetalt udbytteskat for milliarder af danske kroner, mener folketingets partier over en bred kam.

Derfor skal der nu en større undersøgelse til for at kulegrave hele forløbet, der strækker sig over flere år, lyder det fra partier som Liberal Alliance, Enhedslisten, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti.

Politikerne på Christiansborg kan dermed ikke leve med kammeradvokatens konklusion om, at der på chefniveau i Skat ikke kan findes nogen ansvarlige for, at milliarderne røg af sted til svindlere.

- Jeg havde faktisk forventet, at der ville blive placeret et ansvar i dag, og det kan vi ikke. Jeg synes, vi skal have det undersøgt nærmere. Vi har foreslået en advokatundersøgelse, så vi kan få sagen hurtigt afsluttet, siger Dansk Folkepartis medlem af Skatteudvalget, Dennis Flydtkjær til DR Nyheder.

Advokatundersøgelse eller kommission

Kammeradvokaten fremlagde i dag undersøgelsen for Skatteudvalget, hvori det konkluderes, at der ikke er grundlag for et tjenstligt forhør af de hjemsendte skattechefer.

Cheferne blev sendt hjem for næsten et år siden, efter skandalesagen rullede. To direktører og en afdelingsleder har været sendt hjem siden efteråret 2015. En fjerde direktør stoppede kort efter hjemsendelsen.

Også Enhedslisten kræver en advokatundersøgelse.

Nu hvor der ikke er nogen af embedsmændene, som kan gøres ansvarlige for, at svindlen kunne lade sig at gøre, peger pilen mod Christiansborg, siger partiets medlem af udvalget Rune Lund.

- Så peger pilen kun et sted hen. Og det er på de politikere, der har ødelagt Skat med besparelser og sparet skat i stykker gennem mere end ti år, siger han.

Radikale Venstre er fortaler for, at en undersøgelseskommission skal kigge på sagen.

- Vi havde håbet, at sagen kunne blive afklaret blandt tjenstlige afhøringer af de hjemsendte medarbejdere. Nu får vi så at vide, at de afhøringer ikke kan finde sted, siger skatteordfører Martin Lidegaard (R).

- Derfor må vi have en undersøgelseskommission, så vi sikrer, at det ikke kan gå så galt igen, siger han til Ritzau.

Minister vil først diskutere det

Skatteminister Karsten Lauritzen (V) sagde tidligere i dag til DR Nyheder, at han tager kammeradvokatens konklusion til efterretning.

Men han er ikke tilfreds med den og vil nu fortsætte drøftelserne med Folketingets partier for at finde ud af, hvordan et ansvar i så fald vil kunne placeres.

- Jeg kom ind i Skatteministeriet halvanden måned inde i denne her sag, hvor der har været svindlet over en årrække, så jeg har ikke noget at skjule og vil gerne have undersøgt tingene til bunds, siger han.

Skatteministeren er dog mest indstillet på en undersøgelse, som økonomisk såvel som tidsmæssigt ikke bliver for stor en byrde.

Det er velkendt, at kommissionsundersøgelser som regel tager meget lang tid og koster mange, mange skatteyderpenge.

- Det skulle gerne være en undersøgelse, vi kan bruge til noget, og den skulle også gerne have et tidsperspektiv, man kan se sig selv i. Men jeg udelukker ikke noget.

- Der er også et politisk ansvar i det her, men jeg kan ikke grundlæggende pege på, hvor det her kan placeres henne, siger Karsten Lauritzen.