Et stort antal amerikanske pensionskasser frygter at komme i bagmandspolitiets søgelys i forbindelse med den omfattende sag om svindel med refusioner af dansk udbytteskat, der har kostet statskassen 12,3 milliarder kroner.
Pensionskasserne har derfor hyret det danske advokatfirma Lundgrens i Hellerup, der siden foråret har haft travlt med at udrede deres rolle i sagen.
- Det er interessant, hvis pensionskasser har modtaget penge, der i virkeligheden burde være blevet i den danske statskasse. Vi forventer jo af pensionskasser, at de opfører sig ordentligt, siger Lars Krull, ekspert i den finansielle sektor på Aalborg Universitet.
Pensionskasser involveret igennem Shah-virksomhed
Ifølge DR Nyheders oplysninger har de amerikanske pensionskasser, været kunder hos det nu lukkede britiske finansselskab Solo Capital Partners i London. Et selskab, der var ejet og kontrolleret af den hovedmistænkte i sagen, den britiske finansmand Sanjay Shah, der opholder sig i Dubai.
Som tidligere afdækket af DR Nyheder, mistænker bagmandspolitiet Shah for at have orkestreret den omfattende svindel, der startede i 2012 og stod på, frem til den blev opdaget sidste sommer.
Den formodede svindel er sket ved, at bagmændene løbende har indsendt ansøgninger om at få tilbagebetalt dansk udbytteskat, hvilket udenlandske aktionærer har krav på.
Men ifølge bagmandspolitiet og Skat er ansøgningerne ren svindel, og derfor har ansøgerne ikke krav på de mange milliarder, de har fået udbetalt.
Sanjay Shah har erkendt at være involveret i sagen, men han benægter at have foretaget sig noget ulovligt.
Aktier i danske selskaber brugt til at få penge ud
De amerikanske pensionskasser har, ifølge DR Nyheders oplysninger, deltaget i en serie aggressive og spekulative finansielle transaktioner udtænkt og styret af Solo Capital Partners.
Her har flere aktører blandt andet handlet og lånt danske aktier i selskaber som Mærsk, Novo Nordisk og TDC frem og tilbage, udelukkende med det formål at få refunderet indeholdt udbytteskat fra Skat.
- Der er jo ingen tvivl om, at hvis der er flere, der har tilbagesøgt den samme udbytteskat, og der kun er en, der må gøre det, så er det direkte bedrageri mod den danske statskasse, siger Lars Krull.
Det er uklart, hvor stor en del af de 12,3 milliarder kroner, som statskassen har mistet på sagen, der er havnet hos de amerikanske pensionskasser.
Shah-talsmand: Det er deres egen sag
Hos Lundgrens ønsker man ikke at udtale sig om sagen.
- Jeg er underlagt de advokatetiske regler om tavshedspligt. Derfor kan jeg ikke udtale mig om konkrete kundeforhold, siger ledende partner Thomas Stampe.
DR Nyheder har modtaget en skriftlig kommentar fra Sanjay Shahs talsmand, den britiske medierådgiver Jack Irvine.
- Vi kan ikke med sikkerhed sige, hvorvidt de amerikanske pensionsfonde har været kunder hos Solo Group, før vi får deres navne offentliggjort, skriver han i kommentaren.
- Hvad pensionsfondene gør eller ikke gør, er deres egen sag. Det ville være blevet forventet, at alle kunder, der gjorde forretning med Solo Group, inklusiv pensionskasser, indhentede deres egen skatterådgivning.
- Lad mig påpege, at Hr. Shah ikke sad i ledelsen af Solo Group efter januar 2014, så dette kunne være sket uden hans viden, skriver han videre.
Ingen kommentar
Skat har tidligere oplyst, at i alt 132 selskaber i USA og Malaysia var involveret i svindelsagen, men det har ikke tidligere stået klart, at de amerikanske selskaber i sagen er pensionskasser.
Når netop selskaber i Malaysia og pensionskasser i USA er involveret, skyldes det formentlig, at netop disse to lande har særligt favorable skatteaftaler, der gør det muligt for aktionærer i de to lande at tilbagesøge hele det beløb, som Skat automatisk holder tilbage, når danske aktieselskaber udbetaler udbytte til udenlandske aktionærer.
- Jeg har af hensyn til denne verserende efterforskning i denne overordentlig vigtige sag ingen kommentarer, siger Morten Niels Jakobsen, chef for Bagmandspolitiet.
Af hensyn til efterforskningen har Skat ikke ønsket at kommentere sagen.