Holst: Jeg har en rigtig god samvittighed

I et interview med DR Nyheder fortæller den nu afgående forsvarsminister om sin beslutning om at trække sig fra ministerposten.

I et interview med DR Nyheder siger afgående forsvarsminister Carl Holst (V), at han traf beslutningen om at trække sig som forsvarsminister her til formiddag:

- Her vurderede jeg, at jeg ikke længere kunne holde fokus på at være forsvarsminister, fordi jeg i løbet af få timer fik jeg fire - fem forespørgsler på gamle og afsluttede sager.

- Og det kom oven på i går, hvor jeg oplevede det samme. Jeg har behov for at være forsvarsminister og Forsvaret har brug for en minister, der er forsvarsminister.

Carl Holst blev tidligere på sommeren kritiseret for at have modtage eftervederlag fra Region Syddanmark samtidig med lønnen som forsvarsminister.

Siden mødte han kritik for at holde sommerferie efter en advarsel om nedslidte kampfly og senest har Carl Holst været under skarpe anklager for at have brugt sin personlige assistent i Region Syddanmark til at føre valgkamp for sig.

93 dage som minister

Beslutningen om at trække sig som forsvarsminister efter blot 93 på posten traf Holst selv, siger han.

Hvad tænker du om de 93 dage, som du nåede at sidde som forsvarsminister?

- Jeg har været glad for at være forsvarsminister. Jeg har været ked af, at sager fra min tid som regionsrådspolitker har skygget, mens som forsvarsminister har jeg været rigtig glad.

Har du begået fejl?

- Ingen er fejlfri. I forhold til den konkrete sag, der glæder jeg mig til, at statsforvaltningen, som jo er dem, der skal drage dommen og konklusionen, får lavet deres redegørelse færdig. Jeg har hele tiden sagt, at jeg stiller alt materiale til rådighed.

Har du ren samvittighed - også i forhold til brugen af din spinddoktor Christian Ingemann?

-Jeg synes, at jeg har en rigtig god samvittighed. Jeg synes, at jeg kan stå på mål for det, jeg har sagt. At han ikke var ansat til at være min særlige rådgiver og føre valgkamp for mig.

- Jeg anerkendte også fra starten, at der kunne være en gråzone. Og hvis der er sket fejl, så beklager jeg. Men lad nu Statsforvaltningen afklare det.

Rådgiver-mails handlede om valgkamp

Regionsrådet konkluderer, at over halvdelen af de mails, som Christian Ingemann sendte i valgkampen, omhandlede dig og din valgkamp, så ser det vel besynderligt ud?

- Ja, navnlig fordi vi ikke ved, hvad der er op og ned. For hvem har egentlig haft de mails i hænderne? Jeg tror ikke der er nogen, der glæder sig mere Statsforvaltningens konklusion end mig.

Hvis du ikke har begået fejl, hvorfor går du så af?

- Fordi, at sager i min tid i Region Syddanmark skyggede for mit virke som forsvarsminister. Det kan forsvaret ikke være tjent med. Og nu begynder det at skygge for regeringens politik, og det kan jeg slet ikke acceptere.

Er der noget, du fortryder i forløbet?

- Der er masser af ting, man kunne have gjort anerledes.

Mange mener, at din håndtering af sagerne er det grundlæggende problem, er du enig i det?

- Jeg vil ikke sige, at jeg har været fejlfri i min kommunikation og håndtering af det. Men helt ærlig, politik drejer sig ikke om håndtering og kommunikation. Det drejer sig om indhold.

Fra regionen til Christiansborg

Mange mener, at det er svært at komme fra regional- og lokalpolitik til Christiansborg. Kan du genkende det billede?

- Det er klart, at det var et nyt område for mig at blive forsvarsminister, men den her sag drejer sig om, at der er nogle påstande på bordet. Og det har ikke noget med regionale eller nationale medier at gøre.

Føler du, at du er et offer for en mediehetz?

- Jeg konstaterer bare, at sagen skyggede for mit virke som forsvarsminister qva medierne. Men det skal ikke tolkes som om, at jeg jamrer over medierne. En sømand skal ikke brokke sig over bølgerne og en folkevalgt skal ikke brokke sig over medierne.

Hvad skal du nu?

- Jeg er valgt af befolkningen, og nu ser jeg frem til at tjene dem i Folketinget.