Konservative om Carl Holst: Godt han gik af

Nu kan vi endelig diskutere rigtig forsvarspolitik igen, lyder det.

Carl Holst skyggede for politikken, og derfor var det godt, at han gik af, mener De Konservative. (Foto: © Claus bech, Scanpix)

Carl Holst har i dag truffet den helt rigtige beslutning om at gå som forsvarsminister.

Det er konklusionen i hos et af regeringens støttepartier, hvor De Konservatives politiske ordfører roser den afgående ministers valg.

- Det er fornuftigt, han går af, for der er ingen tvivl om, at forsvarsministeren har skygget for forsvarspolitikken, siger Mai Mercado (K) til DR Nyheder.

Carl Holst begrunder også selv sin afgang med, at ”sager fra min tid som formand for Region Syddanmark er kommet til at skygge for mine muligheder for at gøre en forskel som forsvarsminister”.

Forsvaret i "historisk dårlig forfatning"

Mai Mercado mener, at der er masser at tage fat på for Carl Holsts afløser på ministerposten.

- Vi har et forsvar i en historisk dårlig forfatning, hvor officererne ikke ser sig selv arbejde i Forsvaret om få år. Forsvaret er i krise, og vi ønsker flere penge til Forsvaret på finansloven. Forhåbentlig kan vi komme til at diskutere det nu, hvor forsvarsministeren ikke længere skygger, siger hun.

Dansk Folkepartis næstformand, Søren Espersen, er mere afdæmpet i sin reaktion på Carl Holsts afgang.

- Det kan vi bare tage til efterretning, lyder det fra Søren Espersen.

- Det er hans og regeringens vurdering og ikke nødvendigvis en beslutning, vi skal træffe. Vores ærinde med forsvarsministeren er, hvordan han fungerer i sit embede som forsvarsminister, og der har vi da fået svar på de spørgsmål, vi har stillet, og forligskredsen har fungeret som den plejer. Så i det spil har der ikke været de store problemer, siger han.

Undersøgelse kører videre

På et møde i Region Syddanmarks forretningsudvalg mandag aften konkluderede Carl Holsts afløser som regionsrådsformand, Stephanie Lose (V), efterfølgende, at der nu findes endnu kraftigere indicier på, at Christian Ingemann Nielsen førte valgkamp for Carl Holst.

Den undersøgelse fortsætter uagtet Carl Holsts afgang som minister, siger regionsrådsformand Stephanie Lose (V) til DR Nyheder.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) siger, at han regner med at udpege en afløser for Carl Holst i morgen.