Løkke om Holst: Der er ikke meget at glæde sig over

Forsvarsminister Carl Holst (V) kontaktede statsminister Lars Løkke Rasmussen i formiddags for at meddele sin afsked.

Lars Løkke Rasmussen har tirsdag været til topmøde i Dansk Industri. Før det modtog han et opkald fra Carl Holst, der meddelte sin afsked. (Foto: © Simon Skipper, Scanpix)

Carl Holst (V) var meget afklaret, da han tirsdag formiddag kontaktede statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) for at meddele sin afsked.

Det fortæller statsministeren efter et topmøde hos Dansk Industri.

- Han var meget afklaret og fattet og havde den vurdering, at den turbulens, der har været og knytter sig til hans tidligere virke i Region Syddanmark, og som i øvrigt er uafklaret, ville skygge over hans arbejde, siger Lars Løkke Rasmussen:

- Det har helt åbenlyst også nogle menneskelige og familiære omkostninger. Det er på den baggrund, han har truffet den beslutning, siger han.

Glæder sig ikke

Løkke understreger, at Carl Holst selv har truffet beslutningen om forlade sin ministerpost, og at han tager den til efterretning.

- Det betyder, at jeg formentlig i morgen vil drage omsorg for at udpege en ny forsvarsminister, siger statsministeren.

På et spørgsmål om, hvorvidt Løkke glæder sig over, at Carl Holst ikke længere er forsvarsminister svarer han:

- Der er ikke meget at glæde sig over, siger statsministeren.

Carl Holst nåede at være forsvarsminister i 93 dage.

Se interviewet med Lars Løkke Rasmussen herunder:

Langt forløb om særlig rådgiver

Den nu tidligere forsvarsminister henviser i en pressemeddelelse om sin afsked blandt andet til sagen om sin særlige rådgiver, Christian Ingemann Nielsen, som ifølge forretningsudvalget i Region Syddanmark i strid med reglerne har arbejdet på Holsts valgkamp.

På et møde i Region Syddanmarks forretningsudvalg mandag aften konkluderede Carl Holsts afløser som regionsrådsformand, Stephanie Lose (V), efterfølgende, at der nu findes endnu kraftigere indicier på, at Christian Ingemann Nielsen førte valgkamp for Carl Holst.

Carl Holst har dog tidligere kategorisk afvist, at Christian Ingemann Nielsen førte valgkamp for Holst. Sagen skal nu undersøges af Statsforvaltningen.

Foruden Statsforvaltningens undersøgelse af Carl Holst har Region Syddanmark netop iværksat en ekstern undersøgelse, efter at BT i dag fremlægger dokumentation for, at regionen fik lavet ordlyden i fakturaen om, så den skjulte udgifterne til en ekstern konsulent, som Carl Holst i 2012 og 2013 havde hyret til at skrive et indlæg og tre taler.

Her følger et par reaktioner fra Enhedslistens Pernille Skipper og Dansk Folkepartis Morten Marinus:

https://twitter.com/PSkipperEL/status/648837992644255745 https://twitter.com/MortenMarinus/status/648840169186009088