HK kræver tryghedsaftale når regeringen flytter styrelserne

Torsdag middag forventes erhvervs- og vækstministeren at fremlægge planen for udflytningen af statslige styrelser.

Tusindvis af statslige arbejdspladser skal rykkes fra København til mindre byer i Danmark. (© DR)

De statsansatte HK-medlemmer i København er bekymrede.

Det er de, fordi erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen i dag forventes at præsentere planen for udflytningen af statslige arbejdspladser.

- I første omgang er de bekymrede, undrende og skeptiske, fortæller Rita Bundgaard, der er formand for HK/Stat, fagforeningen for statsligt ansatte kontorfunktionærer, laboranter og it-ansatte.

Udflytningen af styrelser vil betyde, at tusindvis af stillinger bliver flyttet fra København til andre dele af landet. Inden pressemødet er det endnu uvist hvor, men flere kommuner har allerede meldt sig på banen i kampen om arbejdspladserne.

Tryghed for medarbejderne

Når det i dag bliver offentliggjort, hvilke styrelser, der flyttes, vil det også sætte mange statsansatte i en svær situation.

- Vi får et stort behov for, at rigtig mange HK-medlemmer skal ned i deres lokale afdeling for at fortælle, hvad de har fået at vide, og finde ud af, hvad det helt præcis betyder for dem, fortæller Rita Bundgaard.

I HK kræver de derfor en tryghedsaftale for de mennesker, der får flyttet arbejdspladsen langt væk fra deres bopæl. Det skal både være for dem, der kan flytte med, og dem der ikke kan.

- Det kan være hjælp til at finde nyt job, men også ordentlige vilkår for, at man kan prøve at flytte med, og kan det ikke lade sig gøre, så skal man have mulighed for at komme ordentligt ud af det igen, siger Rita Bundgaard.

Vigtigt med afklaring

I første omgang er det vigtigt for de statsligt ansatte, som måske bliver en del af flytning, at få afklaret, om deres arbejdsplads flyttes eller ej.

- Det gælder både dem, der kan og vil flytte med, men også dem der er i en situation, hvor de skal finde et andet job, fordi de ikke har mulighed for at rykke deres bopæl, forklarer Rita Bundgaard.

Den afklaring kommer klokken 12 for styrelserne. Derefter skal de enkelte medarbejdere have deres fremtid på plads.