Det kan gå stærkt i politik, og det holder Moderaternes gruppeformand, Henrik Frandsen, også fast i, hvis han skal reflektere over den sidste halvanden uges strabadser i partiet.
- Det var fredag aften for én uge siden, og nu kan man se, hvor meget der er sket i mellemtiden, siger han.
I aftes kulminerede det for folketingsmedlem Jeppe Søe, der i B.T.'s podcast Q&CO fortalte, at han har tænkt sig at forlade partiet.
Den sidste halvanden uges "modbydelighed" fra blandt andet folketingsgruppen, som Jeppe Søe lægger til grund for sin udmelding, står for egen regning, lyder det fra gruppeformanden i P1 Morgen.
- Det er ikke et billede, jeg har af det, siger Henrik Frandsen, der som gruppeformand har ansvaret for folketingsgruppen og er en del af partiledelsen.
- Og det er jo et direkte angreb på folketingsgruppen, på den politiske leder.
'Det berettiger ikke at gå imod folketingsgruppen'
Søes exit kommer efter en mildest talt tumultarisk uge for Moderaterne, efter B.T. sidste weekend kunne fortælle, hvordan forholdene i Moderaterne ifølge flere medarbejdere har været så dårlige, at der er blevet sendt en klage til Arbejdstilsynet.
I klagen beskrives sexisme, mobning og en ledelse, der ikke håndterer problemer.
I den forbindelse havde Jeppe Søe, der heller ikke længere figurerer på oversigten over Moderaternes folketingsgruppe, sendt et brev til flere i partiet, hvor han beskriver sagerne som noget, der kan ødelægge partiet.
Brevet blev lækket, og siden har Jeppe Søe været kritisk over for den løsning, politisk leder Lars Løkke Rasmussen har aftalt med medarbejderne.
- Jeg ser en Jeppe Søe, som den sidste uge har været meget, meget kritisk, har kørt en konfrontatorisk linje, lyder det fra Henrik Frandsen, der medgiver, at han dog ikke har hørt det fulde interview med Søe i Q&CO.
Ifølge Frandsen drejer det sig både om ledelsen i partiet, men i særdeleshed i relation til folketingsgruppen.
- Han har været meget kritisk over for folketingsgruppen, som i enighed har bakket op om den handlingsplan, der er lavet for at få genskabt tilliden blandt medarbejdere og ledelse i Folketinget, forklarer han.
- Han har valgt at køre sin egen linje i direkte konfrontation med folketingsgruppen.
Men har han slet ikke noget at have kritikken i?
- Der har været kritisable forhold i sekretariatet, det er i hvert fald det, som står i den del af anmeldelsen, vi har set.
- Så selvfølgelig er der noget at have det i, men det berettiger ikke til at gå imod folketingsgruppen. Det berettiger ikke til at mistænkeliggøre folketingsgruppen, mistænkeliggøre mig, mistænkeliggøre Lars Løkke som nogen, der direkte terroriserer ham, svarer Henrik Frandsen.
Ti folketingsmedlemmer tilbage på Borgen
Den nyudnævnte digitaliseringsminister og tidligere politisk chef i Moderaterne, Caroline Stage Olsen, har undskyldt over sin rolle i sagen.
Hun er blandt de medarbejdere, der med navn nævnes i klagen til Arbejdstilsynet.
Efter udnævnelsen af Stage har tre af Moderaternes seks ministre ikke et mandat på Christiansborg, men selvom hun ikke er en del af folketingsgruppen, understreger Henrik Frandsen, at den nyudnævnte minister er en "del af holdet".
- I hvert fald i den del af folketingsgruppen, der er tilbage endnu, siger Henrik Frandsen og tilføjer:
- Al politik, der er udviklet i Moderaterne i det halvandet år, vi har været i regering, det har været ind over Caroline Stages bord.
Du kan høre Caroline Stage Olsen uddybe i klippet her:
Er det et problem, at Lars Løkke selv vælger folk til ministerposterne udenom sin folketingsgruppe?
- Nej, det synes jeg ikke, det er. Vi er ikke en ret stor folketingsgruppe, svarer Frandsen.
Efter Jeppe Søes udmelding har Moderaterne ti folketingsmedlemmer, der ifølge Henrik Frandsen nu skal dele 35 ordførerskaber mellem sig.
- Så jeg tænker, at der er rigeligt med opgaver til dem, der sidder i Folketinget.
Så det er ikke et udtryk for, I ikke kan undvære deres arbejdskraft?
- Vi har en folketingsgruppe, som har nogle meget, meget store opgaver.
- Fremover er vi kun ti til at løse de opgaver, så nu skal vi endnu mere i arbejdstøjet.
Med Søes udmelding mister regeringen et mandat og dermed også sit indenrigspolitiske flertal. Vi har forsøgt at få en kommentar fra Jeppe Søe. Han er ikke vendt tilbage på vores henvendelser.
Hårde anklager om et elendigt arbejdsmiljø udløser et dagslangt krisemøde i Moderaterne og bringer også nyt liv i snakken om Lars Løkke Rasmussens unge parti. Mangler du et overblik, kan du høre med i Slotsholmen