Jeppe Søe forlader Moderaterne.
Det står klart, efter han i dag besøgte BT's podcast Q&CO.
- Jeg trækker mig på baggrund af halvanden uges modbydelighed, og i særdeleshed mod medarbejderne. Det kan jeg selvfølgelig ikke være del af. Det er helt umuligt, siger Jeppe Søe i podcasten.
Overfor DR Nyheder udtrykker formand Lars Løkke Rasmussen både lettelse og vemod.
- For at være helt ærlig, har jeg det blandet. En slags tristesse, men også en lettelse. Da jeg startede Det Politiske Mødested (forløberen til Moderaterne, red), kunne det kun lade sig gøre, fordi Jeppe hjalp mig.
- Men når jeg siger, jeg er lettet, så er det fordi, at den sidste uges tid i særlig grad har gjort det klart for mig, at hvis Moderaterne skal blive en langvarig succes, så øger det nok chancen for det at være uden Jeppe Søe, lyder det fra Lars Løkke Rasmussen.
Søes exit sker efter en mildest talt tumultarisk uge for Moderaterne, efter BT sidste weekend kunne fortælle, hvordan forholdene i Moderaterne ifølge flere medarbejdere har været så dårlige, at der er blevet sendt en klage til Arbejdstilsynet, hvor de beskriver sexisme, mobning og en ledelse, der ikke håndterer problemer.
Lars Løkke Rasmussen kritiserer blandt andet Jeppe Søe for at have tegnet et forkert billede.
- Det har været med til at blæse sagen op med de mails, der efterhånden er offentligt kendt, hvor der er brugt et sprogbrug og en vurdering, der ikke matcher den, jeg selv har.
'Han har bidraget til en misforståelse'
Et parti er jo også en arbejdsplads, og hvis man skal tro Jeppe Søe, så er det en modbydelig arbejdsplads. Kan han ikke have ret i, at det er der ikke blevet taget nok fat om det?
- Når vi har medarbejdere, der skriver til Arbejdstilsynet i stedet for at komme til mig eller til hovedbestyrelsen, så er det selvfølgelig et signal om, at der er et eller andet der er galt.
- Derfor har vi også fået en uvildig erhvervspsykolog til at gennemføre interviews med samtlige af vores medarbejdere for at afdække, hvor de rigtige problemer er, og hvad kan vi gøre med dem, siger Lars Løkke Rasmussen, inden han endnu engang retter skytset mod Jeppe Søe.
- Han har bidraget til en misforståelse og har tegnet et billede af, at vi ikke tager det helt alvorligt.
Er det her den sidste sag om Moderaterne, vi ser?
- Ja, det vil jeg håbe, men jeg ved jo ikke, fordi hvornår er en sag en sag?, lyder det fra Løkke, der samtidig ikke lægger skjul på, at Moderaterne har båret præg af at være et ungt parti.
- På superkort tid gik vi fra ikke at være et parti til at komme i Folketinget. Folk stod ikke i kø for at stille op. Og i denne her begynder fase har vi fået folk ombord, der ikke viste sig at være langtidsholdbare, siger Lars Løkke.
Gik imod Løkkes løsning
Jeppe Søe har været central i sagen, da han var afsender på en lang besked til Lars Løkke Rasmussen og flere medlemmer af hovedbestyrelsen om situationen i partiet.
Han gik samtidig imod formand Lars Løkke Rasmussen.
For mens Løkke mente, at sagen om dårligt arbejdsmiljø i Moderaterne skal ordnes ved at hyre en erhvervspsykolog og oprette en whistleblowerordning, mente Jeppe Søe, at der skal sættes gang i en ekstern undersøgelse af situationen i partiet.
Lars Løkke Rasmussen blev tidligere på ugen spurgt ind til hans og Søes divergerende holdninger til, hvordan det dårlige arbejdsmiljø skulle håndteres.
Jeppe Søe var med til at stifte Det Politiske Mødested i januar 2021 sammen med Lars Løkke Rasmussen, som var forløberen for Moderaterne.