Det var egentlig meningen, at regeringens varmepulje skulle lukke fredag klokken 12.
Varmepuljen kan kommunerne søge for at få hjælp til udsatte borgeres tårnhøje el- og varmeregninger.
Men kun 22 kommuner har søgt om tilskud for et samlet beløb på en million ud af 100 millioner.
Derfor er der nu taget en beslutning om at forlænge fristen for at søge til 19. december.
Det fremgår af et brev fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, der er sendt til alle landets 98 kommuner.
Vred minister: Kommuner svigter borgerne
Flere kommuner har beskrevet, at det ifølge dem er stort set umuligt at bruge varmepuljen, fordi kriterierne for, at kommunen kan søge refusion til dækning af borgerens enkeltudgifter, er alt for stramme.
DR Nyheder har blandt andet fortalt, at førtidspensionist Jane Lyngholm Thøgersen ikke har fået noget ud af at bede om hjælp til at kunne betale sine elregninger.
Først sagde Albertslund Kommune nej til at hjælpe. Derefter gjorde Ankestyrelsen det samme.
Ankestyrelsen skriver, at for at kunne få støtte skal der være sket ændringer i Jane Lyngholm Thøgersens forhold. Og det mener styrelsen ikke, der er.
- At dine elregninger er steget til det dobbelte er heller ikke ændringer i dine forhold, hvorfor dette heller ikke kan medføre, at du bliver berettiget til hjælp, skriver Ankestyrelsen i afgørelsen.
Alligevel har den socialdemokratiske beskæftigelsesminister, Peter Hummelgaard, tordnet imod kommunerne og deres manglende brug af varmepuljen.
Han har sågar anklaget kommunerne for at svigte borgere, der har brug for hjælp i den nuværende situation med inflation og høje energipriser.
Her kommenterer Peter Hummelgaard (S), at kun 1 af 100 millioner er brugt:
Nyt brev på vej
Kommunernes Landsforening har ikke ønsket at stille op til interview på grund af den igangværende valgkamp.
Skriftligt oplyser KL dog, at ”kommunerne har administreret efter de regler, ministeren med Folketingets opbakning har fastlagt, og kommunernes praksis er indtil videre blevet bekræftet af Ankestyrelsen”.
Ifølge KL er der behov for at lempe reglerne for brugen af varmepuljen, hvis flere udsatte borgere skal have økonomisk hjælp til at betale deres el- og varmeregninger.
I det nye brev fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering til kommunerne fremgår det, at det er styrelsens opfattelse, at de nuværende regler godt kan bruges til at få flere penge ud til borgerne.
Styrelsen har dog besluttet at gå i dialog med Ankestyrelsen ”om nærmere afklaring af retsstilling på området” – og herefter vil der blive sendt endnu et brev ud til kommunerne.