Det har været ventet længe, og i morgen kommer det så: Et nyt ejendomsvurderingssystem. Samtidig lancerer Venstre-regeringen et forslag til en ny boligbeskatning.
Det annoncerede statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i sin tale ved Folketingets åbning.
Her fremlagde Løkke tre elementer, som vil være en del af regeringens samlede udspil til en ny boligbeskatning:
- •
Det var Venstre, der i 2001 lancerede et skattestop for boligejerne, men ”det har vist sig langtfra at være godt nok”, da de samlede ejendomsskatter er vokset med 18 milliarder kroner siden 2001, siger Lars Løkke.
Frem mod 2040 vil boligskatterne desuden stige med yderligere 10 milliarder kroner trods skattestoppet.
Det er ikke godt nok, og derfor fremlægger regeringen i morgen sit udspil til ”et nyt, bedre skattestop, så boligejerne får en reel tryghed”.
- •
Regeringen vil sænke både grundskyldssatsen og ejendomsværdisatsen i forbindelse med, at der kommer et nyt system til at vurdere ejendomme.
Hvis der kun kom et nyt ejendomsvurderingssystem ville boliger blive vurderet markant højere end i dag, siger statsministeren, og det ville medføre højere boligskatter. Hvilket regeringen ikke ønsker.
Derfor vil man sænke boligskatteprocenterne, og det har regeringen afsat penge til i den reserve på 24 milliarder kroner, som er en del af Venstre-regeringens 2025-plan.
- •
De fremtidige stigninger i grundskylden, som ligger efter 2020, skal aflyses.
Det er regeringens mål, når et nyt ejendomsvurderingssystem er blevet indført. Det vil ifølge Lars Løkke Rasmussen betyde, at ingen nuværende boligejere vil komme til at betale mere i grundskyld efter 2020, end med de nuværende skatteregler. Og mange vil komme til at betale mindre, lyder det.
De nye regler for boligskat skal ifølge statsministeren træde i kraft, når den nuværende politiske aftale om boligbeskatningen udløber i 2020.
I morgen fremlægger regeringen sit udspil til et nyt boligskattestop.