Begejstret Samuelsen: Nu er det klogt at komme ind i forhandlingslokalet

LA-leder Anders Samuelsen er meget begejstret for statsministerens melding om, at ingen boligejere kommer til at betale mere i skat.

Anders Samuelsen (LA) og Lars Løkke Rasmussen (V) ved Folketingets åbning tidligere i dag. (Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix 2016) (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)

Statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) åbningstale i almindelighed, og meldingen om at ingen boligejere skal betale mere i skat i særdelshed, får smilet frem på LA-leder Anders Samuelsens mund.

Han erklærer sig "meget, meget begejstret" og mener, at Løkke endelig kommer med den rette fortælling.

- Han kom med fortællingen om, hvorfor det er nødvendigt at lave reformer og sænke skatterne, og at vi ikke skal finde os i, at vi bliver relativt fattigere end vores naboer, siger Samuelsen.

Men selvom LA-lederen roser statsministeren, holder han fortsat fast i sit ultimative krav om topskattelettelser på fem procentpoint for alle.

- Der er ikke noget ændret. Og jeg vil også udfordre det, for hvem er det egentlig, der står stejlt.

- Vi har sagt, at uanset hvad de andre partier kommer med, så er vi villige til at kigge på det, men der er ét parti, der har besluttet sig for, at én af de ting, de andre partier kommer med, vil de ikke kigge på. Det er stejlt, siger Samuelsen.

LA: Ind i forhandlingslokalet

Han henviser til, at Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, ultimativt har afvist at gå med i en aftale om lettelser i topskatten på fem procentpoint for alle topskatteydere.

Det har udløst en nervekrig på Christiansborg og valgforberedelser hos en række partier. Senest har Dansk Folkepartis næstformand, Søren Espersen, udtalt, at hvis han var Løkke, så ville han se at få udskrevet et folketingsvalg.

Men det rykker altså ikke ved Anders Samuelsen og Liberal Alliances topskattekrav.

Anders Samuelsen ankommer til gudstjeneste i Christiansborg Slotskirke i anledning af Folketingets åbning. (Foto: Ida Guldbæk/Scanpix 2016) (Foto: © Ida Guldbæk, Scanpix)

- Liberal Alliance har sat sig lidt op på en bakketop og skuer ud over landet og har fået et overblik over, hvad vi har behov for.

- Så har vi kastet en redningskrans ud til de andre partier, der sidder nede i sumpen. De sidder i en sump, hvor de ikke vil noget. Det er problemet, siger LA-lederen.

Han mener, at det nu ville være "rigtig klogt, hvis vi kom ind i forhandlingslokalet, og at man møder op "i stærkeste opstilling hver gang".

- Noget af det, der kunne være med til at bryde det op, var, at de andre partier bløder op og bliver mere konkrete på deres ønsker.

- Hvis de fortæller, hvad de meget gerne vil have ud af aftalen, så kan vi begynde at se, hvor hinanden står henne, siger Anders Samuelsen.

En gave til boligejerne

Han forudser, at forhandlingerne i efteråret om finanslov, 2025-plan og et nyt ejendomsvurderingssystem kommer til at hænge sammen

- Når vi er i efteråret, og der er store ting på bordet på én gang, så er der ingen aftaler, der rigtigt bliver lukket, før alle er enige om det hele. Jeg tror på finanslov, 2025-plan og ejendomsbeskatning i en samlet pakke.

Så du skriver ikke under på et nyt boligskattesystem, før det med topskatten er på plads?

- Jeg tror nærmere, det er lidt omvendt. Regeringen kommer her i høj grad med gaver til boligejerne, og der ønsker de ikke, at der nogen, der bare skriver under på det, uden at lægge stemmer til det andet, siger Anders Samuelsen.

Forløbet fortsætter på torsdag, når der er åbningsdebat i Folketinget.