EU's antisvindel-enhed, OLAF, undersøger i øjeblikket brugen af EU-støttekroner i det europæiske parti Meld og den tilhørende fond Feld, som er tæt knyttet til Dansk Folkeparti.
Hidtil har Europa-Parlamentets administration undersøgt, om penge er brugt forkert.
Det har ført til, at Europa-Parlamentet har bedt Dansk Folkeparti tilbagebetale over en million EU-støttekroner, fordi partiet i strid med EU's regler har brugt pengene på kampagnemateriale.
Når EU's kontor for bekæmpelse af svindel med EU-midler går i gang med at undersøge en sag, indikerer det mistanke om decideret svindel.
- De sager, hvor der er blevet betalt penge tilbage, svarer til, at man afleverer sin selvangivelse, men at Skats administration finder en fejl, som bliver rettet, siger Ole Ryborg.
- Men hvis OLAF går ind i en sag, er det noget andet. Så er det fordi, der er en decideret mistanke om, at der kan foregå noget, som ikke er en misforståelse, men er svindel.
- Det svarer til, at det ikke er skattevæsenet, men politiet, der begynder at efterforske, tilføjer han.
OLAF undersøger alle aktiviteter i Meld og Feld
Den nuværende formand for Dansk Folkeparti i Europa-Parlamentet, Anders Vistisen, vil senere i dag tage kontakt til Europa-Parlamentet.
Det sker, efter at DR Nyheder i går kunne fortælle, at Dansk Folkepartis brug af EU-tilskud til partiets sommergruppemøder to år i træk kan være sket i strid med EU's regler.
Men partiets henvendelse til Europa-Parlamentet får ikke indflydelse på antisvindel-enhedens arbejde.
- Det har ikke noget med undersøgelsen hos OLAF at gøre. OLAF undersøger alle aktiviteter, der har været hos det europæiske parti Meld og i den tilhørende fond Feld, siger Ole Ryborg.
- Undersøgelsen hos OLAF kan være meget bred, men det er ikke noget, de fortæller, ligesom politiet ikke fortæller, hvad de er i gang med at efterforske.
Derfor kan Ole Ryborg heller ikke sige noget konkret om, hvad OLAF undersøger, men undersøgelsen kan ifølge EU-korrespondenten vare flere år.
I dag bliver Dansk Folkepartis europaparlamentariker Jørn Dorhmann afhørt.
Kan lave ransagninger og afhøringer
EU's antisvindel-enhed blev oprettet i 1999. Den er placeret under Europa-Kommissionen og kan lave en bredere undersøgelse af svindel, end Europa-Parlamentets administration kan.
- De kan selv tage sager op, hvilket de har gjort her. De har ret til at tage ud og lave ransagninger og få dokumenter, hvilket Europaparlamentets administration ikke selv kan. De kan noget mere. De kan få adgang til bilag, siger Ole Ryborg.
Når de afhører folk, foregår det ifølge EU-korrespondenten sådan, at EU's antisvindel-kontor indkalder folk til afhøring på sit kontor i Bruxelles.
I lokalet sidder to mennesker, der gennemfører afhøringen og skriver referat af, hvad der er blevet sagt. Det skal de afhørte folk skrive under på efter endt afhøring, og de afhørte får ikke lov at tage referatet med.
- Så det er noget lidt andet end et par bureaukrater, der sidder og kigger, siger EU-korrespondenten.