Noget tyder på, miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsens (V) beslutning om at stoppe som minister i dag er kommet pludseligt.
For så sent som i går betegnede han jobbet som "fantastisk" og havde i dag ryddet ministerkalenderen for at få besøg af tidligere DR-radiovært Peter Falktoft i ministeriet.
De positive ord faldt i går morges, da Esben Lunde Larsen talte med den lokale presse i sin valgkreds. Til Dagbladet Ringkøbing-Skjern sagde den nu snart forhenværende minister, at jobbet er fantastisk.
- At være minister er et fantastisk job, og et ministerium er et dejligt sted. Enhver der får et indblik i det, vil få en større forståelse for arbejdet, lød ordene i går morges.
Hidtil har hovedpersonen selv afstået fra at kommentere sit farvel andre steder end på sin Facebook-side, hvor han i går aftes et par minutter før klokken 18.00 konstaterede, at "efter ca. 13 år i politik er det slut".
I klinch med radiovært og blogger
Anledningen til snakken med miljø- og fødevareministeren var et par ugers ophedet debat og en efterfølgende invitation til den tidligere DR-radiovært Peter Falktoft, der ved gentagne lejligheder har langet ud efter ministerens politik. En politik som Falktoft mener har skadet miljøet.
Det fik Esben Lunde Larsen til at invitere Falktoft ind på et to-dages besøg i Miljø- og Fødevareministeriet, så han selv kunne få et indblik i, hvordan arbejdet som minister foregår.
- Jeg har kunnet se, at han har været meget optaget af, hvad vi arbejder med og hvordan i ministeriet. Jeg synes, at det er relevant at give ham et indblik. Han er en mediestemme, og det er gavnligt for hans mange følgere, at han er klædt godt på, sagde Esben Lunde Larsen i går til Dagbladet Ringkøbing-Skjern.
Ministerkalenderen var fyldt
Et besøg der skulle have fundet sted i dag og i morgen. Forud for det var Peter Falktoft i går til et møde med Esben Lunde Larsens særlige rådgiver, Marie Hjortdal, hvor rammerne for besøget blev gennemgået. Det bekræftes af Falktoft på Twitter.
Få timer senere var det dog slut. Tiden var kommet til at prøve noget nyt, fortalte Esben Lunde Larsen sine venner og følgere på Facebook, hvor han samtidig også fortalte, han ikke havde tænkt sig at genopstille til næste valg.
- Jeg har derfor stillet min ministerpost til rådighed, så statsministeren kan sætte det hold, som skal føre Venstre - og regeringen - til sejr ved næste valg. Derfor udtræder jeg nu af regeringen og fortsætter mit arbejde i Folketinget indtil videre, lød ordene.
DR Nyheder forsøger dagen igennem at få en kommentar fra Esben Lunde Larsen om baggrunden for beslutningen.