Korrespondent: Det er oplagt for Lars Løkke at lave en større rokade

Efter Søren Pind og Esben Lunde Larsens exit fra regeringen spekuleres der i en større rokade. Det vil være oplagt, lyder analysen fra DR's politiske korrespondent.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) tager i morgen til Amalienborg for at "foretage justeringer i regeringens sammensætning", oplyser han. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Scanpix)

Når statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i morgen tager til Amalienborg for med egne ord at "foretage justeringer i regeringens sammensætning", vil det være oplagt for ham at lave en større regeringsrokade for at sætte sit hold frem mod det folketingsvalg, der skal være udskrevet om senest et års tid.

Sådan lyder analysen fra DR's politiske korrespondent Christine Cordsen:

- Vi ved ikke, hvad der kommer til at ske i morgen, men det vil være oplagt for Lars Løkke Rasmussen at bruge det her til at lave en lidt større rokade og få sat det hold, han skal bruge til at vinde næste valg.

Fidusen i en større rokade er samtidig, at statsministeren kan skifte ud på de poster, hvor han ikke mener, at ministeren har leveret det, der skal til, frem mod folketingsvalget, lyder analysen:

- Det kunne for eksempel være på sundhedsområdet, som bliver et af de allervigtigste områder frem mod valget, siger Christine Cordsen.

Efter at først uddannelses- og forskningsminister Søren Pind (V) og kort efter miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) her til eftermiddag har meddelt, at de stopper på deres ministerposter, er spekulationerne om en større regeringsrokade begyndt at cirkulere.

Spørgsmålet er, om regeringsrokaden begrænser sig til de to Venstre-ministerposter eller også kommer til at omfatte Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti.

Intet er sikkert, men Christine Cordsen føler sig overbevist om, at De Konservative ikke vil være med i en eventuel større regeringsrokade.

- De har nærmest offentligt sagt, at de ikke ønsker at rokere rundt på deres poster, og at de er glade og tilfredse med de ministerposter, de har. Det er heller ikke til at få øje på nogen åbenlyse problemer på det konservative ministerhold, siger Christine Cordsen.

Anderledes ser det ud med det nyeste af de tre regeringspartier, Liberal Alliance:

- Med Liberal Alliance har der været mange spekulationer om, at de måske gerne vil udskifte Thyra Frank (LA), som har haft det svært som ældreminister. Men der er også signaler, der går i den anden retning. Det kunne være en mulighed, hvis der skal laves en større rokade, siger Christine Cordsen.

V-gruppeformand også i spil

Et andet aspekt, der kan spille ind på regeringsrokaden, er den snart ledige post som gruppeformand for Venstres folketingsgruppe. Den nuværende mand på posten, Søren Gade (V), stiller op til Europa-Parlamentet næste forår og har i den forbindelse meddelt, at han kun er gruppeformand frem til sommerferien.

Dermed skal Lars Løkke Rasmussen som Venstre-formand finde sig en ny gruppeformand.

- Det kan han lige så godt gøre nu, fordi en gruppeformandspost er næsten på samme niveau som en ministerpost, siger Christine Cordsen.

- En gruppeformand sidder til møde med statsministeren flere gange om ugen og er folketingsgruppens bindeled til regeringen og kan – med den rigtige gruppeformand – bruges som en virkelig tung aktør.

- Hvis Venstre skal vinde næste valg, er det utroligt vigtigt, at samarbejdet internt i folketingsgruppen og samarbejdet mellem regeringspartiet Venstre og Venstres folketingsgruppe fungerer så godt som overhovedet muligt. Derfor er det en vigtig post, som det vil være naturligt at se i sammenhæng med en regeringsrokade, tilføjer hun.

Mens Søren Pind øjeblikkeligt forlader både sin ministerpost og Folketinget, fortsætter Esben Lunde Larsen som folketingsmedlem frem til valget. Søren Pinds exit fra Venstres folketingsgruppe baner vej for et comeback til vennen Martin Geertsen, der tidligere både har været medlem af Folketinget og Københavns Borgerrepræsentation sammen med Søren Pind.