Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) går i dag til dronningen for at fortælle hvilke og hvor mange nye politikere, der skal træde ind i regeringskontorerne.
Han præsenterer sine nye ministre på Amalienborg klokken 11, skriver Statsministeriet i en pressemeddelelse.
Halvanden time senere vil der være afskedsaudiens hos dronning Margrethe med de afgående ministre
13.30 vil der være ministeroverdragelser i de berørte ministerier.
Ministerrokaden kommer i kølvandet på, at uddannelses- og forskningsminister Søren Pind (V) i går meddelte, at han forlader politik, mens miljøminister Esben Lunde Larsen (V) også forlader regeringen, da han ikke genopstiller til næste folketingsvalg.
Det vides ikke, om der bliver tale om en stor eller mindre regeringsrokade, og hvem der skal erstatte de to ministre i regeringen. Men ifølge DR's politiske korrespondent Christine Cordsen, så vil det være ræson i at lave en større rokade.
- Det vil være oplagt for Lars Løkke Rasmussen at bruge det her til at lave en lidt større rokade og få sat det hold, han skal bruge til at vinde næste valg, sagde hun i går, hvor hun blandt andet pegede på sundhedsområdet som et sted, hvor man muligvis kan se en rokade.
Christine Cordsen vurderede ligeledes, at det vil være oplagt at skifte ud på gruppeformandsposten i forbindelse med rokaden, da Søren Gade stiller op til Europa-Parlamentet næste forår og i den forbindelse har meddelt, at han kun er gruppeformand frem til sommerferien.
https://twitter.com/Statsmin/status/991542936453242880?ref_src=twsrc%5Etfw
Ministre sagde farvel med få minutters mellemrum
Søren Pind og Esben Lunde Larsen meddelte, at de er færdige som ministre med få minutters mellemrum.
Søren Pind smed ministerbomben i Berlingske og sagde videre om sin beslutning til DR Nyheder.
- Jeg har altid været hundrede procent dedikeret og ofret blod, sved og tårer for politik, lige siden jeg var 15 år. Når jeg stod op om morgenen, så tænkte jeg, "hvad kan jeg lave i dansk politik". Men jeg har kunnet mærke i noget tid - det begyndte, da jeg var justitsminister (fra 2015 til 2016 red.) - at den sidste energi var der ikke.
- Hvis jeg tænker tilbage, så havde jeg aldrig forestillet mig, at politik skulle være en livsbeskæftigelse. Og man skal være der hundrede procent. Jeg har set for mange, der er blevet alt for længe, og det vil jeg ikke.
Landets nu snart forhenværende uddannelses- og forskningsminister var dog ikke den eneste prominente Venstre-minister, der meddelte sin afgang i går. For kort tid efter skrev Esben Lunde Larsen på Facebook, at han ikke genopstiller ved næste folketingsvalg og derfor ikke fortsætter som som minister.
- Tiden er nu til at prøve noget nyt - det bliver spændende at se hvad, skrev han.
Han forklarede ikke nærmere om sin beslutning, og det har ikke været muligt for DR Nyheder at komme i kontakt med Esben Lunde Larsen om beslutningen.
Esben Lunde Larsen fortsætter som menigt folketingsmedlem til næste valg, mens Søren Pind stopper helt i politik.
Ministrene
- •
Venstre:
- •
Lars Løkke Rasmussen, statsminister
- •
Kristian Jensen, finansminister
- •
Claus Hjort Frederiksen, forsvarsminister
- •
Ulla Tørnæs, minister for udviklingssamarbejde
- •
Troels Lund Poulsen, beskæftigelsesminister
- •
Inger Støjberg, udlændinge- og integrationsminister
- •
Karen Ellemann, minister for fiskeri-, ligestilling og nordisk samarbejde
- •
Lars Christian Lilleholt, energi-, forsynings- og klimaminister
- •
Ellen Trane Nørby, sundhedsminister
- •
Sophie Løhde, minister for offentlig innovation
- •
Karsten Lauritzen, skatteminister
- •
Og de to afgående ministre:
- •
Søren Pind, uddannelses- og forskningsminister
- •
Esben Lunde Larsen, miljø- og fødevareminister
- •
Liberal Alliance:
- •
Anders Samuelsen, udenrigsminister
- •
Simon Emil Ammitzbøll-Bille, økonomi- og indenrigsminister
- •
Merete Riisager, undervisningsminister
- •
Mette Bock, kultur- og kirkeminister
- •
Ole Birk Olesen, transport-, bygnings- og boligminister
- •
Thyra Frank, ældreminister
- •
Det Konservative Folkeparti:
- •
Søren Pape Poulsen, justitsminister
- •
Brian Mikkelsen, erhvervsminister
- •
Mai Mercado, børne- og socialminister