Enhedslisten og DF vil have svar fra regeringen i sag om fængslet spionchef

Lars Findsen, der gennem seks år har været chef for Forsvarets Efterretningstjeneste, sidder fængslet i alvorlig sag om lækager.

Eva Flyvholm og Peter Skaarup vil have en redegørelse fra justitsministeren. (© DR-collage: Nathalie Nystad)

Både Dansk Folkeparti og Enhedslisten vil nu have regeringen til at komme med en redegørelse i sagen om Forsvarets Efterretningstjeneste.

Det sker, efter det i går kom frem, at tjenestens chef gennem seks år, Lars Findsen, sidder fængslet i en alvorlig sag om læk af "højt klassificerede oplysninger".

For Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup, handler det nu om at få repareret forholdet til efterretningstjenester i andre lande, så danske efterretningstjenester kan arbejde tæt sammen med dem om udveksling af oplysninger.

For Peter Skaarup er det vigtigt, at udenlandske efterretningstjenester i fremtiden tør stole på de danske efterretningstjenester. Arkivfoto. (Foto: © Niels Christian Vilmann, Ritzau Scanpix)

- Jeg opfatter det som skadeligt og slemt, at vi ser, at fremtrædende folk i vores efterretningstjenester er under anklage for en række forskellige ting. Det gælder om meget hurtigt at få sat et reparationsarbejde i gang.

- Vi er afhængige af, at vi kan få oplysninger fra andre lande, som så kan få oplysninger fra os, så vi kan undgå terrorisme. Det samarbejde er utrolig vigtigt, så det skal repareres, så man har tillid til danske efterretningstjenester, siger han.

Brug for at få vished

Derfor opfordrer han nu regeringen til at give Folketinget en redegørelse af sagen - enten i åbenhed eller i mere fortrolig form.

- Vi har brug for at få vished om, at der er styr på tingene, og at vi kan stole på, at det samarbejde, der skal være med andre lande, er fuldstændig i top, siger Peter Skaarup.

Også Enhedslistens udenrigs- og forsvarsordfører, Eva Flyvholm, kalder på åbenhed fra regeringen.

- Helt konkret har jeg opfordret justitsministeren og forsvarsministeren til at komme og give en orientering i udenrigspolitisk nævn i forhold til den aktuelle sag.

- Og så har jeg indkaldt justitsministeren i samråd for at høre, hvad vi kan gøre for at få strammet op på kontrollen med efterretningstjenesterne og for at sikre, at de meget store dele af sagen, der ikke er belyst endnu – eksempelvis spørgsmål om spionage – bliver undersøgt ordentligt og kommer frem i lyset, siger Eva Flyvholm.

Hun mener, at der generelt har været for stor interesse fra politisk side i at mørklægge den slags sager. Derfor vil hun have strammet op med kontrollen og tilsynet med efterretningstjenesterne, så de får større muskler og selv kan sætte undersøgelser af forskellige sager i gang.

Eva Flyvholm fra Enhedslisten vil generelt have bedre kontrol med de danske efterretningstjenester. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

For en kommission, der blev nedsat fra politisk hold, har faktisk allerede undersøgt sagen om Forsvarets Efterretningstjeneste. Den afviste, at der var grund til at kritisere tjenesten. Men kommissionen var "mangelfuld", mener Eva Flyvholm.

- Vi har desværre set i hele det her sagskompleks, at regeringen og mange af de andre partier har virket mere optaget af at få mørklagt sagerne end rent faktisk at få dem undersøgt til bunds, siger hun.

Findsen vil selv have åbenhed

Lars Findsen blev før jul anholdt og sigtet for læk af "højt klassificerede oplysninger" sammen med tre andre nuværende og tidligere medarbejdere i PET og Forsvarets Efterretningstjeneste (FE).

Det kom frem, da Politiets Efterretningstjeneste (PET) 9. december udsendte en pressemeddelelse om anholdelserne, som vakte stor opmærksomhed.

I dag er det dog kun Lars Findsen, som fortsat sidder fængslet.

Den præcise sigtelse mod Lars Findsen er fortsat hemmeligholdt, da sagen foregår bag dobbeltlukkede døre. Sagen omhandler dog ifølge DR Nyheders oplysninger læk af hemmeligstemplede oplysninger til danske medier.

Hovedpersonen selv vil dog gerne have åbenhed i sagen.

- Jeg vil gerne have sigtelserne frem, og jeg nægter mig skyldig. Det er fuldstændig vanvittigt det her, og det må I gerne citere mig for, sagde han henvendt til pressen under et retsmøde i går.

Også Djøf, der er fagforening for blandt andet mange embedsmænd, vil have mere åbenhed i sagen.

- Vi har fuld forståelse for, at der skal være fortrolighed om efterretningstjenesternes arbejde. Men dette er en meget speciel sag, der jo efterfølger undersøgelseskommissionen, hvor Lars Findsen i en længere periode har været hjemsendt og undersøgt i en sag uden mulighed for at kommentere på denne eller for at forsvare sig offentligt.

- Derfor er der behov for mere åbenhed om årsagen til, at Lars Findsen fortsat skal være varetægtsfængslet frem til 4. februar. Han ønsker selv, at anklagerne bliver lagt åbent frem, ligesom hensynet til offentligheden også bør vægtes, lyder det i en skriftlig kommentar fra Djøfs administrerende direktør, Tomas Therkildsen.