"En politisk ordfører er statsministerens bodyguard "

Britt Bager skal som Venstres nye politiske ordfører vænne sig til at være i krydsild, siger tidligere politisk rådgiver.

Venstres politiske ordfører er partiets værdikriger og ofte et stort talent med ministerfremtid. Britt Bager (th) er netop udpeget. (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)

- Anders Fogh Rasmussen vil selvfølgelig være kvalificeret som generalsekretær for Nato, men der er lige det, at han gentagne gange har sagt, at han ikke er kandidat. Det henholder jeg mig til.

Sådan sagde daværende politiske ordfører for Venstre, Inger Støjberg, tilbage i 2009. Problemet var bare, at daværende Anders Fogh Rasmussen som bekendt var kandidat til jobbet som generalsekretær i Nato, og han fik jobbet.

Tilbage stod politisk ordfører Inger Støjberg med håret i postkassen.

I dag hedder Venstres politiske ordfører Britt Bager. Og særligt for et regeringsbærende parti er det en meget eksponeret og udsat post, forklarer Peter Goll, der er tidligere særlig rådgiver for daværende justitsminister Morten Bødskov og i dag ejer kommunikationsbureauet Goll Impact.

- Den politiske ordfører er med til at tegne hele partiet udadtil, ikke nødvendig vis den politiske linje i partiet, men på det holdnings- og idemæssige er man ekstremt eksponeret, siger han.

Ulempen kan være, at man skal forsvare alt, hvad regeringen gør. Ministre kan gemme sig bag ved embedsmænd og særlige rådgivere, og hvem spørger journalisterne så? De spørger den politiske ordfører, forklarer Peter Goll.

- Den politiske ordfører er statsministerens bodygard og skal være klar til at tage en kugle for ministeren, og nogle gange ligner man lidt komiske Ali.

Britt Bager er altså udnævnt til posten som statsministerens nye "bodyguard", og i anledning af hendes udnævnelse i dag, har DR Nyheder lavet en gennemgang af Venstres politiske ordfører gennem tiden og slået ned på en række af dem, der gjorde det godt og blev - og ham, som blev Radikal.

Stolt tradition

I Venstre har man oftest valgt den politiske ordfører blandt, unge talentfulde politikere. Det er en tradition, der går langt tilbage.

(Arkiv) Venstres formand Anders Fogh Rasmussen og politisk ordfører Ulla Tørnæs går på Oldtidsstien i Søllerød i 2001. (Foto: Scanpix) (Foto: © MOGENS LADEGAARD, Scanpix)

Tilbage i 90'erne var både Anders Fogh Rasmussen og før ham i 80'erne også Uffe Ellemann Jensen politisk ordfører. Da Fogh Rasmussen bliver formand i slutningen af 90'erne, er den næste politiske ordfører et siden prominent navn i dansk politik, Ulla Tørnæs.

Da hun i 2001 bliver får sin første ministerpost som undervisningsminister, overtager Jens Rohde posten som politisk ordfører og til at starte med går godt for ham, forklarer Peter Goll:

- Han havde en fantastisk evne til rent sprogligt at slå skarpe holdninger fast. Den daværende ledelse af Venstre med Anders Fogh Rasmussen og Claus Hjort Frederiksen i spidsen var glade for ham, fordi han konstant forsvarede deres mere midter-søgende linje i Venstre, siger han og fortsætter:

- Men det gav også Rohde en masse fjender i Venstre. En af dem er som bekendt Søren Pind, der hele tiden udfordrede Fogh og Hjort på det manglende liberale program, og dér kom Jens Rohde i klemme, og han ender med at forlade partiet, siger Peter Goll.

(Arkiv) Venstre-politikere i Folketingssalen i 2003. De to, der står op, er fra venstre politisk ordfører Jens Rohde og statsminister Anders Fogh Rasmussen. (Foto: Scanpix) (Foto: © Stine Larsen, Scanpix)

Jens Rohde forlader posten i 2006, men efter en politisk pause som chef for TV2 Radio vender han tilbage som medlem af Europa-Parlamentet og skifter siden til De Radikale.

Nato eller ej?

Tilbage i Venstre overtager Troels Lund Poulsen tjansen som politisk ordfører for Venstre i 2006, men han sidder der ikke engang et år, før han bliver miljøminister.

Efter ham overtager Inger Støjberg posten, og det er her, hun laver den efterfølgende så komiske bemærkning om Anders Fogh Rasmussens fremtid.

- Det er i denne periode, at hun udvikler sit politiske talent og for alvor bliver et navn, danskerne kender. Men hun bliver også til grin, fordi hun bliver ved med at sige, at Anders Fogh Rasmussen ikke er på vej til Nato, og det vidste alle godt, at han var, siger Peter Goll.

(Arkiv) Venstres politiske ordfører, Inger Støjberg, og statsminister Anders Fogh Rasmussen under Folketingets åbningsdebat torsdag formiddag d.9. oktober 2008. (Foto: Scanpix) (Foto: © KELD NAVNTOFT, Scanpix)

I 2009 bliver Inger Støjberg beskæftigelses- og ligestillingsminister, før hun, efter Venstre mister regeringsposten til SRSF i 2011, bliver politisk ordfører igen i 2014.

I mellemtiden når både Peter Christensen og siden Ellen Trane Nørby i kortere perioder at være politisk ordfører, begge er siden også blevet ministre.

Og nu er vi næsten fremme ved dagens nyudnævnte politiske ordfører, Britt Bager. Hun overtager nemlig for Jakob Ellemann Jensen, der har været politisk ordfører, lige siden Inger Støjberg satte sig i Integrationsministeriet i 2015.

DR Nyheders politiske korrespondent, Christine Cordsen, vurderer i en analyse, at Jakob Ellemann-Jensen stod for tur til en ministerbil.

- Han har været et stærkt kort for Venstre som politisk ordfører og har selv med et glimt i øjet ironiseret over, hvordan han er blevet forbigået, når der skulle fordeles ministerposter. Han kan da også blive svær at erstatte som politisk ordfører og frontkriger i valgkampen, skriver Christine Cordsen.

(Arkiv) Venstres landsmøde i Herning Kongrescenter i 2015. Her ses politisk ordfører Jakob Ellemann-Jensen på talerstolen (Foto: Scanpix) (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Store sko

Og den nyudnævnte politiske ordfører, Britt Bager, anerkender, at det er store sko, der skal fyldes ud:

- Jakob Ellemann-Jensen har været en fremragende politisk ordfører, og det er nogle store sko, jeg kommer til at udfylde. Men jeg kommer ikke til at udfylde hans sko, jeg kommer til at tage mine egne sko på, og derfor bliver det mit præg, der bliver sat på det fremover, siger Britt Bager.

Det er statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), der har indstillet Britt Bager til posten, som der var flere andre kandidater til. Hun fik meldingen klokken tre i nat. Og det er en chance, hun skal gribe, hvis det skal gå hende, som det har gjort tidligere politiske ordfører, mener Peter Goll:

- Britt Bager har nu chancen. Chancen er det eneste, man kan bede om i politik, så nu skal hun gribe den. Hun har vist som medieordfører, at hun kan melde markant ud, men det har været på et mindre område.

Britt Bager ankommer til Venstres gruppemøde torsdag den 3 maj 2018. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix) (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)

- Britt Bager har blik for det politiske spil og det politiske håndværk. Men nu skal hun tale for alle områder, stå på mål for det hele, siger Peter Goll.

Britt Bager er 41 år og blev valgt ind i Folketinget ved det seneste folketingsvalg i 2015. Hun har været medieordfører, kulturordfører, idrætsordfører og boligordfører.