Dagens regeringsrokade bød på tre nye ministre - og én af dem var en stor overraskelse. Tommy Ahlers, der er nyudnævnt uddannelses- og forskningsminister, er erhvervsmand og iværksætter, og i den brede offentlighed er han måske mest kendt fra serien ”Løvens Hule” på DR1.
Tommy Ahlers fortæller, at han meldte sig ind i Venstre i går aftes, og dermed kan man vist godt vove den påstand, at han har gjort kometkarriere i partiet.
Det er dog langt fra første gang, at et politisk ubeskrevet blad udefra er blevet udnævnt til minister – altså vel at mærke uden at være medlem af Folketinget.
Her er et overblik over nogle af de ministre, der pludselig blev ringet af en statsminister og takkede ja til en ministerpost i de senere år:
L ykke Friis (V), klima-, energi- og ligestillingsminister 2009-2011
Lykke Friis kom fra en stilling som prorektor på Københavns Universitet, da hun i 2009 blev hentet ind som klima- og energiminister i Lars Løkke Rasmussens daværende regering.
I 2010 blev hun også ligestillingsminister.
Før sin politiske karriere arbejdede hun også som europapolitisk chef hos Dansk Industri, og i 1997 fik hun Ph.d. i statskundskab fra Københavns Universitet.
Hun blev valgt til Folketinget i 2011 for Venstre, men trådte ud i 2013 for at vende tilbage til posten som prorektor på Københavns Universitet.
Charlotte Sahl-Madsen (K), videnskabsminister 2010-2011
Hun var direktør i Danfoss Universe og direktør i LEGO, da Lars Løkke Rasmussen i 2010 udnævnte hende til minister for videnskab, teknologi og udvikling i forbindelse med en regeringsrokade.
Det var en post, som hun overtog fra Helge Sander.
Charlotte Sahl-Madsen fortsatte som videnskabsminister til regeringens afgang i oktober 2011.
Anita Bay Bundegaard (R), udviklingsminister 2000-2001
Hun var debatredaktør på Politiken, da hun blev udnævnt til minister for udviklingsbistand i Poul Nyrup Rasmussen regering i december 2000.
Som ung meldte hun sig ind i Det Radikale Venstre, hun var også opstillet for partiet i 1994 i og 1998, og så var hun kandidat ved valget til Europa-Parlamentet i 1994.
Hun blev dog ikke valgt, og derfor var hun ganske ukendt i den brede offentlighed, da hun ved regeringsomdannelsen i december 2000 blev minister for udviklingsbistand.
Jørn Neergaard Larsen (V), beskæftigelsesminister 2015-2016
Jørn Neergaard Larsen var administrerende direktør i Dansk Arbejdsgiverforening - en stilling han havde varetaget i knap 20 år - da Lars Løkke Rasmussen hentede ham ind som beskæftigelsesminister i Venstre-regeringen.
Tidligere havde han været fagforeningsmand.
Men da regeringen blev udvidet med to partier, nemlig Liberal Alliance og Konservative i 2016, mistede Jørn Neergaard Larsen sin ministerpost.
Thor Möger Pedersen (SF), skatteminister 2011-2012
Thor Möger Pedersen var næstformand i SF, men det lykkedes ham ikke at blive valgt til Folketinget i september 2011.
Han fik blot 684 personlige stemmer, men alligevel overtog han posten som skatteminister ved regeringsdannelsen med Helle Thorning-Schmidt som statsminister.
Efter Annette Vilhelmsens sejr ved SF-formandsvalget et år senere måtte han overlade ministerkontoret til Holger K. Nielsen.
Arne Rolighed (S), sundhedsminister 2000-2001.
Han sad som administrerende direktør i Kræftens Bekæmpelse, da Poul Nyrup tilbød ham at blive minister.
Forinden havde han blandt andet været fuldmægtig i Finansministeriet og økonomi- og planlægningschef i Aarhus Amtskommunes Sygehusforvaltning. Allerede i 2002 vendte han tilbage til sit tidligere direktørjob i Kræftens Bekæmpelse.
Og så er der to, som tidligere havde droppet deres politiske liv, men pludselig igen fandt sig selv på ministerholdet:
Connie Hedegaard (K), miljøminister 2004-2005
Hun blev hentet tilbage til Christiansborg i 2004 som miljøminister i Anders Fogh Rasmussens regering.
I 2005-2007 blev hun også minister for nordisk samarbejde, og fra 2007 til 2009 var hun klima- og energiminister. Siden blev hun EU-kommissær.
Connie Hedegaard kom fra en stilling som vært på Deadline på DR2, og før det var hun chef for Radioavisen til 1998.
Faktisk var Connie Hedegaard langt fra et ubeskrevet politisk blad.
I 1984 blev hun medlem af Folketinget for De Konservative, og i 1987 blev hun forsvarspolitisk ordfører. To år senere blev hun partiets politiske ordfører, men i 1990 vinkede hun farvel til politik – i hvert fald for nogle år.
Thyra Frank (LA), ældreminister 2016-?
Inden regeringsrokaden i dag overvejede nogle politiske kommentatorer, at ældreminister Thyra Frank (LA) stod til en udskiftning.
Det skete som bekendt ikke, og den tidligere leder af Plejehjemmet Lotte sidder stadig i ministerstolen.
Hun var en kanin, der blev trukket op af hatten, da LA-leder Anders Samuelsen udpegede sit første ministerhold i november 2016.
Thyra Frank blev ikke genvalgt til Folketinget i 2015, men Anders Samuelsen fandt alligevel plads til den tidligere plejehjemsforstander på ministerholdet efter regeringsdannelsen mellem Venstre, LA og Konservative i 2016. Og Thyra Frank skulle bestride den helt nye post som ældreminister.
Thyra Frank var medlem af LA's folketingsgruppe fra 2011 til 2015.
To fluer med et smæk
Men hvilke gode grunde er der egentlig til at trække ubeskrevne politiske blade ind i ministerkredsen?
Ja, for på den måde kan en regering sætte spotlys på et område, som regeringen gerne vil sætte fokus på - og det er nemmere, når ministeren er kendt i forvejen, lyder det fra valgforsker på SDU Christian Elmelund-Præstekær.
- På den måde kan man slå to fluer med et smæk. Med den rette person - som for eksempel Arne Rolighed, der var direktør i Kræftens Bekæmpelse og blev udnævnt til sundhedsminister - kan kan man rette fokus på et område, som man som regering gerne vil prioritere. Og det er bestemt en fordel at gøre det med en person, der er kendt.
Det er den positive udlægning - for der kan selvfølgelig også være tale om nødvendigheder.
- Det kan være nødvendigt at tage en ind udefra, for statsministeren har en kabale, der skal gå op hurtigt. Hvem passer til det her område lige nu? Har vi i en i folketingsgruppen, der passer til det ministerium lige nu? Jeg siger ikke, at der ikke er talentmasse nok i folketingsgruppen - pointen er blot, at det kan være offensivt at trække en person ind udefra, siger Christian Elmelund-Præstekær.