Til trods for en lang række børnesygdomme og mere alvorlige problemer med Sundhedsplatformen, fik direktøren, som stod i spidsen for at implementere it-systemet, i november en bonus i form af et engangsvederlag på 100.000 kroner.
Det fremgår af en aktindsigt, som DR Nyheder har fået i Region Hovedstaden.
I aftalen om bonussen, som er indgået i januar sidste år, fremgår det, at den pågældende direktør fik sin bonus ”for det særlige ansvar for Sundhedsplatformens samtidige implementering i Region Hovedstaden og Region Sjælland”.
Der står ikke noget i aftalen om, hvorvidt der var opsat nogle mål for, om Sundhedsplatformen fungerede godt eller ej.
Overlæge: Vi bliver gjort til grin
Udbetalingen af bonussen på 100.000 kroner ryster professor i klinisk medicin og overlæge Jacob Rosenberg.
Han har selv arbejdet med it-systemet Sundhedsplatformen, siden det for godt halvandet år siden blev taget i brug i Region Hovedstaden, og Jacob Rosenberg kalder Sundhedsplatformen for ”den største offentlige it-skandale nogensinde”.
- Det er at gøre klinikerne til grin, hvis man siger til det hårdtarbejdende kliniske personale, at der er udbetalt en bonus for succesfuld implementering. Det er hovedrystende, siger Jacob Rosenberg, der desuden sidder i regionsrådet i Region Hovedstaden for Liberal Alliance.
- Hvis man skal have bonus for at udføre et stykke arbejde, skal det være fordi, at man har gjort en ekstraordinær indsats og med stor succes. Det kan man altså ikke sige i det her tilfælde, siger han.
Alvorlige og uacceptable problemer
Sundhedsplatformen gik i luften på Herlev og Gentofte Hospital i maj 2016. Siden har it-systemet været ramt af en stribe problemer.
I sommer skrev Politiken blandt andet, at kontrollen af, om kræftpatienter bliver behandlet til tiden i Region Hovedstaden, reelt er brudt sammen.
Det betegnede sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) som både ”alvorligt” og ”uacceptabelt for patienterne”, og formand for Region Hovedstaden, Sophie Hæstorp (S), erkendte, at regionens syn på Sundhedsplatformen havde været for ”rosenrødt”.
I december skrev Politiken videre, at flere læger på sjællandske sygehuse har oplevet, at vigtige svar på prøver ikke nåede elektronisk frem via Sundhedsplatformen.
Rigsrevision har meddelt, at den starter en fuld undersøgelse af Sundhedsplatformen.
DF: Stort spørgsmålstegn
Nyheden om bonussen på 100.000 kroner for at implementere Sundhedsplatformen kommer i kølvandet på, at DR Nyheder har kunnet fortælle, at også direktører i Banedanmark i 2016 fik udbetalt bonusser på mellem 100.000-125.000 kroner.
Det skete selvom tre af direktørerne ikke nåede de fastsatte mål, der var opsat for at udbetale en fuld bonus.
På Christiansborg er der dybe panderynker hos Dansk Folkepartis gruppeformand, Peter Skaarup, over bonusudbetalingerne til de offentligt ansatte direktører i både Region Hovedstaden og hos Banedanmark.
- Det synes jeg ikke godt om. Man er som offentlig ansat lønnet på den måde, at man har fået løn for sit arbejde én gang, siger Peter Skaarup.
- Skal man så oven i købet have bonus, skal der være sket noget ekstraordinært godt. Det må man sige ikke er tilfældet i de sager, jeg har fået præsenteret. Der er det jo gået rigtig dårligt. Hvorfor man så skal have bonus, det kan stille et stort spørgsmålstegn ved, siger han.
Direktør har ”knoklet i døgndrift”
Det er koncerndirektør i Region Hovedstaden, Jens Gordon Clausen, der har underskrevet bonusaftalen med programdirektøren.
Han har ikke mulighed for at stille op til interview, men siger i et skriftligt svar til DR Nyheder følgende om bonusudbetalingen på 100.000 kroner, at den pågældende direktør ”har leveret Danmarkshistoriens største sundheds-it-system til tiden og inden for den økonomiske ramme”.
- I fire år har hun knoklet i døgndrift med Sundhedsplatformen, og derfor har hun fået et funktionstillæg i form af et engangsbeløb på 100.000 kroner.
- Det er ikke ensbetydende med, at der ikke er masser at arbejde med optimering og tilpasning af systemet, før vi kan udnytte det fulde potentiale af vores elektroniske patientjournal, skriver koncerndirektør Jens Gordon Clausen.
Det svar er Dansk Folkepartis gruppeformand langt fra imponeret over.
- Det kan meget vel være, at der er nogle medarbejdere, der har knoklet rigtig meget i forbindelse med Sundhedsplatformen, siger Peter Skaarup.
- Men det ændrer ikke ved, at det har været hastearbejde, hvor man har sat noget i sving, før det var færdigt. Virkeligheden er, at man skal lave nogle prøveperioder med sådan nogle systemer for at være sikker på, at de fungerer. Derfor er det jo ikke et godt argument for at give bonus, at systemet er leveret til tiden.