Det bliver overvåget nøje, om der er fare for patientsikkerheden i forbindelse med at den elektroniske patientjournal Sundhedsplatformen for nylig er indført i Region Sjælland.
Ifølge enhedschef og overlæge i Styrelsen for Patientsikkerhed, Anette Lykke Petri, skyldes det de problemer, der blandt andet har været med prøvesvar, der er forsvundet i Region Hovedstaden, efter de indførte Sundhedsplatformen.
- Derfor har vi bedt om at blive holdt orienteret med månedlige indberetninger til Styrelsen, for at høre om der er fejl som kan have betydning for patientsikkerheden, siger hun.
Udover en månedlig indberetning fra Region Sjælland til Styrelsen for Patientsikkerhed, er der også krav om en akut indberetning, hvis der opstår problemer i Region Sjælland.
- Hvis der er noget, der bliver meget kritisk, har vi bedt regionen om at kontakte os akut telefonisk, så vi kan varetage patienternes sikkerhed, siger Anette Lykke Petri.
Det skete onsdag i den forgangne uge, hvor Sundhedsplatformen brød ned i 9 timer. Her blev Styrelsen for Patientsikkerhed orienteret af Region Sjælland, og Styrelsen fulgte forløbet tæt for at sikre, der ikke gik vigtig information tabt om patienterne i forbindelse med nedbrudet, oplyser Anette Lykke Petri.
Som udgangspunkt er det sundhedsfaglig chef i Region Sjælland, Preben Cramon, der har kontakten med Styrelsen for Patientsikkerhed. Men medarbejdere på sygehusene kan også selv tage direkte kontakt, hvis de mener, der er fare for patientsikkerheden.
- Alle er naturligvis velkomne til at kontakte os, hvis de oplever patientsikkerhedsmæssige problemer, i relation til Sundhedsplatformen, siger Anette Lykke Petri, som tilføjer at også patienter er velkomne til at henvende sig til Styrelsen.
Sundhedsplatformen blev indført i Region Sjælland den 25. november. Region Sjælland skal aflevere sin første månedlige indberetning den 13. december.