DF til regeringen: Lad os lave en finanslov og udskyde skattereform

Kristian Thulesen Dahl har "ikke fantasi til at forestille sig", at man laver en samlet aftale om finanslov, skattereform og udlændingestramninger.

Kristian Thulesen Dahl vil parkere de svære forhandlinger om skattereform og udlændingestramninger, så en finanslov kan komme på plads.

Danmark har brug for en finanslov. Derfor bør forhandlingerne om regeringens skattereform og Dansk Folkepartis ønsker om udlændingestramninger parkeres på forhandlingshylden ind til det nye år, så der kan forhandles en finanslov på plads.

Sådan lyder opfordringen fra Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, der ønsker sig et intensivt forhandlingsforløb om finansloven, før forhandlingerne om skat og udlændingestramninger fortsætter, siger han efter et gruppemøde i partiet.

- Vores anbefaling til regeringen er klar: Lav forhandlinger koncentreret om finansloven for 2018.

- Så kan vi derefter i god ro og orden, og uden at haste det igennem, forhandle videre om en skattepakke og vores ønske om hjemsendelser. Så kan vi se om vi kan nå hinanden der.

Regeringen vil forhandle samlet

Regeringens skattereform og modkravene om udlændingestramninger fra Dansk Folkeparti er blevet gjort til en hjørnesten i forhandlingerne af finansminister Kristian Jensen (V). Ingen finanslov uden skattereform har budskabet lydt.

Det er den melding, som Kristian Thulesen Dahl nu forsøger at få ændret.

- Vi er helt parat til at fortsætte forhandlingerne og se, om der er en vej igennem. Vi vurderer bare, at det kommer til at tage noget tid, og lige nu har regeringen valgt at tage finansloven som gidsel i det her spil

- Det dur ikke. Vi skal have finansloven på plads.

Fastlåste positioner rundt ved forhandlingsbordet

Positionerne i forhandlingerne er kørt fast, efter regeringen har spillet ud med en skattereform, der blandt andet skal lette skatten i bunden og hæve topskattegrænsen. Omvendt vil Dansk Folkeparti stoppe alt integration af flygtninge uden permanent ophold. De forhandlinger har vist sig så svære, at det har skubbet en aftale om finansloven ind i december måned.

At det haster med at få en finanslovsaftale på plads understreger DF-formanden, der opfordrer regeringen til at lytte.

- Regeringen kan vælge at sige, at de ikke vil høre efter. Det, synes jeg, ikke vil være klogt. Det vil være klogt, at regeringen lytter til det her, og at vi kommer i hus med en finanslov.

Er det helt sikkert, at I ikke laver en samlet aftale om finanslov, skattereform og udlændingestramninger?

- Så vil der skulle lægges noget på bordet, som jeg slet ikke har fantasi til at forestille mig, siger DF-formanden.

DR Nyheder forsøger at få en kommentar fra finansminister Kristian Jensen.