DF kritiserer flere dele af kontanthjælps-udspil

Dansk Folkeparti er særdeles skeptiske over for flere af elementerne i regeringens udspil om et moderne kontanthjælpsloft. Det løser ikke problemet, mener K.

Dansk Folkepartis beskæftigelsesordfører, Bent Bøgsted, stiller sig kritisk over for flere elementer i regeringens kontanthjælps-udspil. (Foto: © DR, DR)

Meget tyder på, at der venter regeringen et benhårdt forhandlingsforløb om det såkaldt moderne kontanthjælpsloft.

Dansk Folkeparti stiller sig i hvert fald på bagbenene i forhold til flere af elementerne i det udspil, der fredag formiddag blev præsenteret af beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V).

Særligt regeringens forslag om at afskaffe retten til ferie for dem, der har været 12 sammenhængende måneder i kontanthjælpssystemet, undrer beskæftigelsesordfører Bent Bøgsted (DF).

- Jeg har svært ved at se, hvorfor regeringen vil ændre det med ferie, for samtidig siger regeringen, at man har ret til en måneds aktivitetsfri. Om man har 31 dages aktivitetsfri eller ferie i 34 dage, kan jeg ikke se den store forskel i. Det kan jeg ikke se nogen grund til at fjerne, siger han.

- Det er vigtigt, at man også har lov at slappe af, hvis man har noget familie at slappe af med, siger Bent Bøgsted.

DF: Løkke lovede noget andet

Han har også svært ved at se meningen med, at kontanthjælpen til personer under 30 år med en erhvervskompetencegivende uddannelse reduceres til SU-niveau.

- SR-regeringen indførte en kontanthjælpsreform, hvor unge under 30 år, der var jobparate, blev sat ned på SU-niveau. Der fik Dansk Folkeparti indført, at dem, der havde taget en uddannelse, fik en lidt højere ydelse. Det vil vi ikke være med til at sætte ned igen, siger Bent Bøgsted.

Også regeringens planer om at genindføre den omdiskuterede 225-timers regel i en ny og skærpet version får hårde ord med på vejen af Dansk Folkeparti.

- Vi har selvfølgelig et problem vedrørende 225-timers reglen, hvor regeringen nu vil lave det for enlige også. Det kan jeg ikke se, hvordan det vil fungere. Det kommer vi til at drøfte en hel del. Løkke har sagt, at de ikke vil røre ved ydelsen, men det gør de jo her, siger Bent Bøgsted.

K: En lille justering

Hos De Konservative bliver regeringens forslag mødt med lidt større optimisme. Beskæftigelsesordfører Rasmus Jarlov kalder udspillet "et skridt i den rigtige retning".

- Men vi kunne godt tænke os, at regeringen var gået lidt længere. Det er en ret lille justering, der ikke ændrer ret meget på, at der stadig vil være nogle mennesker, der ikke får noget ud af at arbejde i forhold til at være på kontanthjælp, siger han.

- Det vil stadig være sådan, at en familie med to forældre på kontanthjælp vil kunne få over 400.000 kroner i alt om året. Og det synes vi er lidt for meget. Det skal gerne være sådan, at man oplever en fremgang, når man kommer i arbejde i stedet for at være på kontanthjælp. Det problem bliver ikke løst med regeringens udspil, siger Rasmus Jarlov.

Han understreger, at De Konservative vil forhandle med Venstre-regeringen for, at kontanthjælpsloftet kommer længer ned, end der er lagt op til.

Skal spare 500 millioner

Under valgkampen foreslog De Konservatives partiformand, Søren Pape Poulsen, at der altid er mindst 3.000 kroner i forskel på offentlig forsørgelse og arbejde.

Pape forklarede, at det vil betyde, at en enlig forsørger med børn vil miste 2.000-3.000 kroner om måneden efter skat.

Forslagene vil ifølge regeringen styrke beskæftigelsen med 650 fuldtidspersoner. Det skal ses i sammenhæng med den nye integrationsydelse, der blev indført i september.

Samlet set vil beskæftigelsen blive styrket med 1.100 personer, når alt er fuldt indfaset.

Ifølge Jørn Neergaard Larsen vil forslagene spare staten for omkring 500 millioner kroner på længere sigt. Det "moderne kontanthjælpsloft" er første fase i en såkaldt Jobreform, som Lars Løkke Rasmussen bebudede for flere år siden.

Anden fase kommer i foråret, hvor der skal forhandles om lettelse af skatten på lave arbejdsindkomster.