Bolivia, Nepal og Zimbabwe rammes af regeringens nedskæringer

Støtten til flere af Danmarks ”prioritetslande” udfases. Der skal større fokus på de såkaldte nærområder i Mellemøsten og Afrika, lyder det.

Bolivia er blandt de lande, som mister dansk udviklingsstøtte i forbindelse med Venstre-regeringens forslag til en ny finanslov. ARKIVFOTO. (Foto: © AIZAR RALDES, Scanpix)

Der skal skæres 2,3 milliarder kroner om året på den danske udviklingsbistand, og derfor går regeringen nu i gang med at afvikle støtten til en række af Danmarks såkaldte ”prioritetslande”.

Det sker som led i regeringens forslag til næste års finanslov. Her bliver seks af Danmarks i alt 21 prioritetslande ramt af besparelserne.

Det drejer sig om Bolivia, Nepal, Indonesien, Pakistan, Zimbabwe og Mozambique. Derudover udfases støtten til Vietnam som planlagt.

Fokus på nærområder

Ifølge udenrigsminister Kristian Jensen (V) handler øvelsen om at prioritere skarpere.

- Vi vil i fremtiden prioritere de lande og regioner, hvorfra folk søger mod Europa. Vi vil fokusere på at bekæmpe de grundlæggende årsager til migration, og gøre en særlig indsats i nærområderne i Mellemøsten og Afrika, siger Kristian Jensen i en kommentar.

- Det betyder også, at vi til næste år vil fastholde det historisk høje beløb, der er sat af til humanitære indsatser og verdens flygtninge. Faktisk øger vi den humanitære ramme med 50 millioner kroner i 2016, siger han.

Ifølge regeringens udspil skal udviklingssamarbejdet med Latinamerika – Bolivia og Mellemamerika – fases helt ud. I Asien udfases Vietnam som planlagt, og derudover vil det klassiske udviklingssamarbejde med Indonesien, Pakistan og Nepal blive gradvist udfaset.

Endelig trækker Danmark sig ud af to afrikanske lande, Mozambique og Zimbabwe.

Derudover afsættes der færre penge til de danske udviklingsorganisationer samt til forskning, oplysning, kultur og udveksling med udviklingslandene.

"Massakre"

Beslutningen fra Venstre-regeringen får en hård medfart fra flere danske udviklingsorganisationer, som altså også bliver ramt af nedskæringerne.

- Det er intet mindre end en massakre. Den største nedskæring nogensinde i en situation, hvor alle snakker om, vi skal hjælpe i nærområderne. Vi taler om en nedskæring på 5,8 milliarder, hvis man medregner, at regeringen vil bruge 3,5 milliarder på at modtage flygtninge, siger Røde Kors’ generalsekretær, Anders Ladekarl, til Ritzau.

Røde Kors regner med, at besparelserne betyder, de mister 19 millioner kroner i tilskud.

Samlet set regner regeringen med at spare i alt 276 millioner kroner på rammer og puljer til danske organisationer.

Regeringen afsætter næste år i alt 14,8 milliarder kroner til udviklingssamarbejde og understreger, at Danmark dermed fortsat lever op til FN’s målsætning om at give 0,7 procent af statens samlede husholdningsbudget til verdens fattigste.