Den nye miljø- og fødevareminister, som statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) formentlig udpeger i dag, kommer til at spille en rolle i forsoningen mellem partierne i blå blok.
Det mener Jens Ringberg, DR's politiske analytiker:
- Den største udfordring for den nye miljø- og fødevareminister bliver at samle blå blok igen.
- Ministeren skal stå i spidsen for tillægspakken, som vil være første signal om, at tilliden mellem regeringen, De Konservative, DF og LA er blevet genskabt.
Vurderingen fra Jens Ringberg bygger blandt andet på Lars Løkke Rasmussens udmelding lørdag, hvor han henviste til, at der skulle genoprettes et ordentligt samarbejdsklima mellem de fire partier efter et politisk drama, der endte med at Eva Kjer Hansen (V) trak sig som minister.
God tid til fredsmægling
Ifølge Jens Ringberg røbede lørdagens interview med statsministeren også, er der ikke er lagt op til en turbo fredsmægling i blå blok.
- Lars Løkke Rasmussen sender et signal til sin kommende miljø- og fødevareminister om, at vedkommende skal opbygge samarbejdet hen ad vejen, og at der ikke skal være mere ballade lige nu, siger han og fortsætter:
- Hvis et parti i blå blok mister tilliden til en siddende minister, så er der behov for at få talt ud, før det eksploderer i en ny ministerkrise.
K har løsere krav til tillægspakken
Når den nye miljø- og fødevareminister i den kommende tid skal forhandle en tillægspakke på plads med partierne bag Landsbrugspakken, er der heller ikke umiddelbart lagt op til seje forhandlinger.
- Det væsentligste for De Konservative var manglende tillid til Eva Kjer Hansen, og da hun nu bliver afløst af en ny, har de ikke så meget at skyde med, siger Jens Ringberg.
Venstre-politikerne Søren Gade, Jakob Ellemann-Jensen og Jacob Jensen kan ifølge tre politiske eksperter være forsigtige, men logiske bud på en ny miljø- og fødevareminister.