Det er fortsat småt med reaktionerne fra den konservative lejr, efter at Eva Kjer Hansen (V) har trukket sig som miljø- og fødevareminister.
På Facebook skriver partiets formand, Søren Pape Poulsen, at han tager beslutningen til efterretning:
https://www.facebook.com/SorenPapePoulsen/posts/1304324049583887
- I dag kan vi konstatere, at hun har valgt at trække sig. Den beslutning tager vi til efterretning. Som vi hele tiden har sagt, så støtter vi fuldt ud op om statsministeren og Venstre-regeringen, og nu vil vi se fremad, skriver han.
Til DR Nyheder afviser den konservative formand at forholde sig til, om Eva Kjer Hansens afgang fra ministeriet er en sejr for De Konservative.
- Det handler ikke om at vinde eller tabe. Vores standpunkt (i forhold til Eva Kjer Hansen, red.) har været velkendt hele tiden, siger han.
I har krævet, at Eva Kjer Hansen skulle afskediges som minister, og nu vælger hun selv at gå. Var det det, der skulle til for at tilfredsstille jer?
- Vi har ment det, som vi hele tiden har sagt, og nu har hun trukket sig, og vi har udtrykt mistillid.
Venter du en stor ministerrokade, eller at Løkke måske træffer en stor beslutning om at lade regeringen gå af?
- Det kan kun statsministeren svare på, siger Søren Pape Poulsen.
Løkke har forsvaret Eva Kjer
Pape havde inviteret til pressemøde på Christiansborg kl. 10, men det blev aflyst, da meddelelsen fra Miljø- og Fødevareministeriet kom.
De Konservative har igennem hele forløbet gjort det klart, at tilliden til Eva Kjer Hansen ikke kan genoprettes på nogen måde.
En række møder med statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), DF og LA på Marienborg i Nordsjælland kunne heller ikke ændre på det.
Der var lagt op til en afstemning om et mistillidsvotum stillet af oppositionen mod Eva Kjer Hansen i folketingssalen onsdag i næste uge. Det havde De Konservative tilkendegivet, at de ville stemme for.
Eva Kjer Hansen har dog indtil i dag fastholdt, at hun ikke ville gå af, og Lars Løkke Rasmussen har forsvaret hende.
Han har sågar indikeret, at et folketingsvalg var mere sandsynligt end en ministerfyring.
Se et kort interview med den konservative formand i videoen foroven. (Opdateret med video)