Tre statsministerkandidater, røde linjer og politisk umulige krav. De fem oppositionspartier har indledt valgåret med vidt forskellige positioner.
Senest har De Radikale i dag meddelt, at partiet kræver en skriftlig aftale om en række centrale politikområder med Socialdemokratiet, hvis de skal støtte S-formand Mette Frederiksen som statsminister.
- Det hele er noget rod. Jeg tror, det er fuldstændig umuligt for vælgerne at navigere i, hvad der egentlig kan komme ud af det, hvis partierne i den traditionelle røde blok har flertal efter valget, lyder analysen fra DR's politiske korrespondent Christine Cordsen.
Hun gennemgår herunder de forskellige meldinger fra hvert af de fem oppositionspartier:
Socialdemokratiet udløste selv lavinen
Efter 25 års parløb om regeringsmagten meddelte Socialdemokratiet i begyndelsen af juni, at partiet dropper De Radikale og går til valg på at danne en ren S-regering.
S-formand Mette Frederiksen kalder det "den eneste måde, hvorpå vi både kan fortsætte den stramme udlændingepolitik og samtidig trække Danmark i en retning, der er både grønnere og mere retfærdig".
Og det var netop denne melding, der fik "lavinen i rød blok til at rulle", vurderer Christine Cordsen:
- Det var den udløsende faktor, der har fået det hele til at vælte.
- Analysen i Socialdemokratiet lyder, at hvis de skal vinde valget, er de nødt til at gøre sig fri af De Radikale og kravet om en lempeligere udlændingepolitik. Men det har haft den effekt, at det har fået stort set alle de andre partier i rød blok til at reagere meget voldsomt.
- Mette Frederiksen er i en situation, hvor blå blok med god ret kan føre valgkamp på, at rød blok er én stor rodebutik. Det får jo nærmest blå blok til at fremstå harmonisk og godt samarbejdende, selvom det bestemt ikke har været tilfældet i denne valgperiode, siger Christine Cordsen.
Enhedslisten forsøger at blæse med mel i munden
I oktober sidste år ændrede Enhedslistens hovedbestyrelse partiets parlamentariske principper, så Enhedslisten nu kan vælte en regering, hvis den fører en politik, som strider mod Enhedslistens principper.
I sidste uge meddelte politisk ordfører Pernille Skipper så, at hun selv er klar til at række ud efter statsministerposten. Partiets førsteprioritet er at danne en grøn, socialt progressiv regering til venstre for Socialdemokratiet. Hvis det ikke sker i denne omgang, vil Enhedslisten dog fortsat pege på Mette Frederiksen.
Det er Alternativets melding om, at partiet peger på sin egen politiske leder, Uffe Elbæk, som statsminister, der har udløst Enhedslistens statsministerkandidatur, vurderer Christine Cordsen:
- Man har følt sig presset af Alternativet, fordi mange af Enhedslistens vælgere vil tænke, at de er mere enige med Uffe Elbæk end med Mette Frederiksen.
- Hvis man går meldingen på klingen, så er det lidt et forsøg på både at blæse og have mel i munden, fordi det her kriterium om, at Enhedslisten, Alternativet og SF skal være større end Socialdemokratiet, det er vi meget langt fra - og i øvrigt kan de hverken medregne SF eller Alternativets mandater, siger Christine Cordsen.
Alternativet risikerer at give Løkke serveretten
I slutningen af juni spillede Uffe Elbæk sig selv på banen som statsministerkandidat for at gøre op med den traditionelle "præsidentvalgkamp" mellem Socialdemokratiet og Venstre.
Nok er Uffe Elbæk lykkedes med at "skabe ny hype" omkring Alternativet, men han har også gjort det sværere at fravriste de borgerlige magten, vurderer Christine Cordsen:
- Mette Frederiksen vil føre en del af sin valgkamp på, at hun er en bedre og stærkere leder end Lars Løkke. Og det bliver sværere for hende, når alting bag hende er gået i opløsning.
Når Alternativet har trukket sine mandater ud af ligningen mellem rød og blå blok, kan det samtidig meget vel betyde, at Løkke - trods en rød valgsejr - har flere mandater i ryggen end Mette Frederiksen og dermed kan blive forhandlingsleder i den såkaldte dronningerunde, der skal føre til en regeringsdannelse.
- I den situation giver Alternativet Løkke muligheden for at få lov til at være forhandlingsleder. Og det er ikke til at vide, hvad Løkke kan få ud af det, siger Christine Cordsen.
De Radikale kan sætte DF i en utroligt magtfuld position
I juni gav den radikale leder, Morten Østergaard, sine vælgere en garanti: Han vil ikke gøre Mette Frederiksen til statsminister, hvis hun gør sin udlændingepolitik afhængig af DF.
Siden er garantien blevet udvidet til også at omfatte uddannelsespolitik og europapolitik. Og i dag tilføjes endnu et krav: Der skal åbnes for mere udenlandsk arbejdskraft. Samtidig kræver partiet en skriftlig aftale med Socialdemokratiet om de politiske emner. Ellers vil De Radikale ikke tøve med at trække støtten - eller direkte forhindre en S-regering i at blive dannet.
Socialdemokratiet har "selvfølgelig" allerede afvist at indgå en sådan skriftlig aftale, siger Christine Cordsen:
- Der er intet parti, der vil binde sig på et andet partis politik, før man går ud og møder vælgerne. Det ville være meget mærkeligt, for så kunne de jo lige så godt slå sig sammen til ét parti. Og når det gælder den stramme udlændingepolitik, så tror jeg, at Mette Frederiksen hellere vil gå ned med skibet, end hun vil rokke sig.
Spændingerne mellem de to partier skaber usikkerhed om, hvad man får med rød blok, og det kan sætte DF-formand Kristian Thulesen Dahl i en yderst magtfuld position, vurderer Christine Cordsen:
- Det gør det nemmere for Thulesen Dahl at nå derhen, hvor han kan sige, at det er "Kristian og Mette eller kaos" og lade Mette Frederiksen blive statsminister - uden direkte at støtte hende, men ved ikke at modsætte sig det. Det vil sætte ham i en utroligt magtfuld position, fordi han hver evig eneste dag vil kunne bestemme, om hun fortsat skal være statsminister.
SF er klemt i spillet
SF har hverken statsministerambitioner, røde linjer eller krav om skriftlige aftaler. Derimod opfordrede SF-formand Pia Olsen Dyhr i sidste uge til forbrødring i den røde lejr. Hun forsikrede samtidig, at SF peger på Mette Frederiksen som statsminister, men ikke uden modkrav. Partiet står blandt andet fast på, at kontanthjælpsloftet skal afskaffes.
- SF's problem har i mange år været, at de har lagt sig et sted, hvor nogle lidt spøgefuldt har kaldt dem "S2". De ligger så tæt på Socialdemokratiet, at det kan være svært for dem at fortælle vælgerne, hvad de særligt får ved at stemme på SF, siger Christine Cordsen.
SF vil på den ene side gerne fremstå ansvarlig og regeringsduelig, men på den anden side også markere sig over for de øvrige venstrefløjspartier.
- SF har været klemt i mange år, og det er de også i det her spil, for der vil selvfølgelig også være nogle af deres vælgere, der synes, at det er spændende, det der foregår i nogle af de andre røde partier, siger Christine Cordsen.