VW-skandalen, hvor den tyske bilgigant har snydt med diesel-bilernes forurening, er kommet som en appelsin i turbanen på de grønne partier i Europa-Parlamentet.
Her har man nemlig i årevis ligget i slåskamp med bilindustrien om, hvor meget bilerne må ose, og hvor strikse regler der skal være for bilfabrikkernes miljøtest af deres biler.
Og hidtil uden det store held, ifølge Margrethe Auken, der er medlem af Europa-Parlamentets miljøudvalg for SF.
Men nu har skandalen betydet, at et forslag om strammere regler for test af bilernes forurening hurtigt er på vej gennem Europa-Parlamentets miljøudvalg.
- Nu er der hul igennem. Nu får vi vedtaget skrappere ting, så det bilproducenterne siger, at en bil udleder, også er det, den faktisk gør i virkeligheden. Og jeg forventer også, at det kommer til at ske, når vi skal have det vedtaget sammen med ministerrådet, siger Margrethe Auken.
Slut med at snyde
I går stemte Europa-Parlamentets miljøudvalg for, at testprocedurer for dieselbiler kun må afvige få procent fra virkeligheden - og så skal det være muligt at straffe virksomheder, der ikke overholder reglerne.
- Der skal testes, så det svarer til virkeligheden. Det har ikke stået i loven, at man ikke må snyde – og det er sket ved for eksempel at pille batteriet ud, slå spejlene ind og sætte tynde dæk på og køre bilen ned ad bakke i medvind. Men fordi amerikanerne er kommet med det her brag nu, er de blevet nødt til at vågne, siger Margrethe Auken.
Loven skal, hvis den som forventet kommer hurtigt igennem systemet, implementeres senest i 2017.
Og det er også på tide, lyder det fra Torben Lund Kudsk, afdelingsleder i FDM.
Lidt godt er der kommet ud af VW-skandale
- Det har været en lang proces at nå dertil. Forbrugerorganisationer herunder FDM har i årevis lagt et pres på kommissionen for at få en test, der bedre kan simulere, hvordan en bil bliver brugt i virkeligheden, siger han.
Men indtil de nye testkrav bliver implementeret, er det ikke til at stole på bilfabrikanterne, lyder det.
- Vi må bare forholde os til en verden, hvor der er forskel på virkeligheden, og det man kan måle i et laboratorium, siger Torben Lund Kudsk.
Dog er intet så skidt, at det ikke er godt for noget - det samme gælder for Volkswagen-skandalen:
- Hvis man skal sige, at der er kommet noget godt ud af den her VW-skandale, så er det, at der nu kommer det nødvendige pres i EU på, at den endelige test også i praksis bliver så virkelighedsnær, som vi i FDM gerne ser den bliver, siger Torben Lund Kudsk.