Stiftelsesprovision på lån, kontogebyr, kortgebyr, overførselsgebyr, depotgebyr, forvaltningsgebyr, kassegebyr, gebyr på hævning i udlandet, valutagebyr, kontoudskriftgebyr, bidragssatser...
Bankerne tjener milliarder af kroner på gebyrer, men for bankkunden, der betaler gildet, kan det være noget af en opgave at finde rundt i de mange gebyrer.
Ifølge en opgørelse Nationalbanken har lavet for DR Nyheder udbetalte de danske banker 25 milliarder kroner i udbytter til deres aktionærer sidste år. I samme periode har bankerne hævet gebyrerne for deres kunder med ti procent, viser tal fra Danmarks Statistik.
Men bankkunder kan i mange tilfælde selv gøre noget for at bringe gebyr-udgiften ned, siger en ekspert.
- Der er ikke noget i bankernes prislister, der er fuldstændig nagelfast. Du kan bede om en bedre pris. Og der er mulighed for at opnå det, siger direktør Brian Stjernholm fra rådgivningsvirksomheden uvildige.dk.
Sig til dem det er for dyrt
Hvis du har en del med banken at gøre, så kan det altså betale sig at interessere sig for gebyrer og renter – og simpelthen prutte om prisen.
- Vi har en autoritetstro overfor bankerne, der medfører, at vi forhandler mindre om prisen i banken, end vi gør i alle mulige andre butikker. Hvis du gerne vil købe en kjole, men syntes den er dyr, så spørger du, om du kan få den billigere - eller du går hen i en anden butik og køber kjolen. Det kan du også sagtens gøre i banken, siger Brian Stjernholm.
- Som kunde har du ret til at sige: det her, syntes jeg, er for dyrt. Har I mulighed for at sætte gebyrerne ned, ellers må jeg kigge mig om efter en anden bank, siger han.
Mange gebyrer små
Selvom de enkelte bankgebyrer kan virke små i kroner og ører - så kan der være mange penge at spare.
- Hvis man kan få en rabat, hver gang med skal have et lån eller have et andet engagement i banken, så kan det komme til at betyde ret store besparelser over tid, siger Brian Stjernholm.
Jo flere bankforretninger man har - jo flere penge er der at spare - og jo mere attraktiv kan man være at give et tilbud.
Tre gebyr-trin
Hvis man vil forsøge at få prisen ned på bankgebyrer - så anbefaler Brian Stjernholm følgende tre trin.
- Du skal finde ud af, hvad du faktisk betaler i gebyrer i den bank, du er kunde i. Det er ikke så svært. Banken sender dig hvert år en årsopgørelse - og af den skal det fremgå, hvad du betaler i gebyrer. Hvis du syntes det er meget, så forsøg at gøre noget ved det, siger han.
Trin to er at tjekke priserne hos de andre banker. På bankernes hjemmeside bør der ligge en prisliste.
- Vælg tre banker. Tjek deres priser. Det tager ti minutter, siger Brian Stjernholm.
Men det er desværre ikke så simpelt, at man så kan finde den billigste bank.
- Man skal huske på, at bankernes prislister er vejledende. Og det er ikke altid, at det er banken med den laveste listepris, der ender med det laveste tilbud, hvis man går ud og tager fat i dem ansigt til ansigt, siger Brian Stjernholm.
Trin tre er at snakke med bankerne.
- Det handler om at vælge nogle banker ud og så komme afsted og tage en snak med en rådgiver. Få en personlig kontakt og få et tilbud. Og lad nu være med at fortælle, hvad du har fået tilbudt i en anden bank. Det er nemt at gå under et andet tilbud, men det kunne jo være, de var gået endnu længere ned, siger Brian Stjernholm.