Banker hæver gebyrer

Det er blevet dyrere for bankkunder at betale regninger og betale med betalingskort. Priserne på bankgebyrer er steget 10 procent på ét år.

På ét år er priserne på bankernes gebyrer steget 10 procent. Arkivfoto. (Foto: © Òlafur Steinar Gestsson, Scanpix)

Når man for eksempel betaler en regning eller betaler med betalingskort, så betaler man typisk et gebyr til sin bank.

Det seneste år er bankernes samlede priser på gebyrer steget 10 procent. Det viser tal fra Danmarks Statistik.

Samtidig er de generelle priser i samfundet kun steget 1,1 procent, viser tallene.

Banker tjener få penge på renter

Niels Arne Dam er cheføkonom i Finans Danmark, som er bankernes og realkreditinstitutternes interesseorganisation.

Han mener, at bankerne hæver gebyrerne, fordi renterne er lave lige nu. Når renterne er lave, så tjener bankerne ikke penge på dem.

Niels Arne Dam siger, at bankerne i stedet tjener penge på at hæve gebyrerne.

Gebyrer rammer kunderne skævt

Vagn Jelsøe er vicedirektør hos Forbrugerrådet Tænk. Han mener, at bankerne kan hæve gebyret, fordi konkurrencen er for dårlig.

- Bankerne er i stand til at hæve gebyrerne. Hvis konkurrencen fungerede, så ville deres kunder løbe ud af døren og finde en anden bank, siger Vagn Jelsøe.

Vagn Jelsøe siger, at gebyrerne især rammer kunder, der har få penge. Det rammer også ældre, der ikke har computer. De får for eksempel kontooversigter på papir, og det er dyrere.

Herunder kan du se, hvor meget priserne på gebyrerne er steget.