Det kommer ikke bag på formanden for Dansk Told- og Skatteforbundet, Jørn Rise, at Skat er blevet ramt af en skandale om fejlagtige udbetalinger af 6,2 milliarder kroner.
De seneste ti år har Skat været gennem talrige sparerunder.
Hvor der var 11.500 medarbejdere indenfor skatteområdet for ti år siden, er der i dag er 6.500.
- Vi har mistet 5.000 medarbejdere. Det er jo en organisation, der skrumper. Vi laver meget mindre kontrol, end vi gjorde før, siger Jørn Rise.
Har prøvet hele registret
Dansk Told- og Skatteforbund er den største personaleorganisation for ansatte i Skat. Og netop Skats medarbejdere har været udsat for en hel palet af forandringer.
- Vi har været igennem ustandselige omorganiseringer, nedskæringer, afskedigelser, flytninger af medarbejdere og ændringer af procedurer. Vi har prøvet hele registret, siger Jørn Rise.
Han vil ikke kommentere den aktuelle sag om fejludbetalinger af udbytteskat - men lægger ikke skjul på, at han er godt træt af situationen i Skat.
Har advaret i ti år
- Jeg har i ti år advaret om ressourcerne i Skat. Jeg plejer at sige, at pengene kommer fint ind ad fordøren, men det nytter ikke noget, hvis bagdøren står åben, understreger fagforeningsformanden.
Han mener, at besparelserne har ramt Skat alt for hårdt.
- Jeg ved godt, at det ikke er populært at sige, at vi skal være flere medarbejdere - men der skal nogle flere muskler til at løfte opgaverne, siger Jørn Rise.
Er organisatorisk eksperiment
Så politikerne har skrået for dybt i Skat?
- Ja. Skat har igennem ti år været det, jeg vil kalde et organisatorisk eksperiment – at man bare kunne skære og skære og skære og se, at så kører det stadigvæk – men det gør det altså ikke, siger han.