Pressesky og nervøs Lego-arving: En stor dag for mig

Thomas Kirk Kristiansen har taget næste skridt mod toppen i Lego-dynastiet.

Der er egentlig ingen grund til at være nervøs. For det er en positiv nyhed, den danske legetøjsgigant Lego i dag offentliggør.

Alligevel står kronprinsen i foretagendet, Thomas Kirk Kristiansen, og vrider sine hænder nervøst foran det ene kamera efter det andet. Han er ikke vant til scenelyset.

Og sådan planlægger den 37-årige midtjyde, at det skal fortsætte, selv om han styrer direkte mod ejerskabet af Lego.

- Det er en lille smule overvældende. Det vil jeg godt afsløre. Det er klart, jeg har ikke været vant til at være så synlig i pressen, og jeg har ikke intentioner om at blive mere synlig, fortæller Thomas Kirk Kristiansen til DR Nyheder.

I spidsen for ny brand-enhed

Når han alligevel stiller op foran kameraet, er det fordi, dagens nyhed hører til blandt de helt store fra Lego-foretagendet.

Ud over udskiftning i direktørstolen har Lego lanceret en ny branding-enhed, som den nu afgående direktør, Jørgen Vig Knudstorp, og Thomas Kirk Kristiansen skal stå i spidsen for. Samtidig bliver Jørgen Vig Knudstorp ny bestyrelsesformand.

- Vi vil lave en ny enhed, der kigger på tværs af alle legobrand-enheder. Det er Jørgen Vig og mig selv, der vil sikre den langsigtede udvikling af brandet.

- Vi føler, det er en rigtigt stor dag. Og en mulighed for at omorganisere os på en måde, så vi tror, vi er klar på at møde fremtiden for Lego, siger Thomas Kirk Kristiansen, som betegner det som endnu et skridt mod et generationsskifte.

- Det er stort for mig at tage det næste skridt i det glidende generationsskifte, vi har været i gang med i længere tid efterhånden. Jeg er meget begejstret over det her næste skridt i dag, siger Thomas Kirk Kristiansen.

FAKTA OM LEGO:

  • Legokoncernen blev grundlagt i 1932 i Billund. Siden er firmaet gået i arv fra far til søn.

  • Lego-klodsen er to gange blevet kåret til Århundredets Legetøj.

  • Klodsen, som vi kender den i dag, blev lanceret i 1958.

  • Lego-koncernen er i dag en verdensomspændende virksomhed med kontorer i Billund, USA, Storbritannien, Kina og Singapore.

  • Kilde: Lego.com

Men selv om han er snublende tæt på at overtage depechen fra sin far, Danmarks rigeste mand, Kjeld Kirk Kristiansen, tegner det altså ikke til at blive en mere offentlig Lego-ejer:

- Jeg synes jo ikke, at det er mig som person, der er vigtig i det her. Det er virksomheden, der er altafgørende. Det er også derfor, vi som virksomhed gør sådan i dag.

- Vi mener, det her er den bedste måde at organisere os på, så virksomheden og dermed også børnene forhåbentlig får de bedst mulige legemuligheder for fremtiden, siger Thomas Kirk Kristiansen, der bor i landlige omgivelser i Martofte ved Kerteminde på Fyn.

Behøver ikke være nervøs

2016 har været året, hvor Thomas Kirk Kristiansen blev katapulteret op som frontmand i Lego. I april blev det en realitet, at han tager over for sin far som formand for Lego A/S og Lego Fonden.

Og med den nye brand-enhed og en plads som næstformand i bestyrelsen er han rykket ind i centrum. Det er måske også forklaringen på nervøsiteten.

- Hvorfor er man nervøs? Det er, fordi det er nyt, fordi jeg ikke har gjort det her før. Men man behøver ikke være nervøs. For det er super glædelige nyheder, vi kommer med i dag. Vi er meget begejstrede over den her beslutning, siger Thomas Kirk Kristiansen.

Selv om Thomas Kirk Kristiansen er udtænkt som kronprinsen, får hans to søstre også en rolle i det nye medejerskab.

- Min far har gjort det på sin måde i en lang årrække og har lang tid været aktiv ejer i bestyrelsen. Men i det her glidende generationsskifte går vi fra én ejer til tre ejere. Det bliver en helt ny rolle, vi skal spille som ejere. Vi har vurderet, at det her er den rigtige måde at gøre det på, siger Thomas Kirk Kristiansen.

BLÅ BOG - THOMAS KIRK KRISTIANSEN

  • Født i 1979

  • To-årig uddannelse som markedsøkonom fra Aarhus Købmandsskole i 2004.

  • Bestyrelsesmedlem af en række bestyrelser, blandt andet: Lego A/S, The Lego Foundation, Kirkbi og Lego Juris.

  • Gift med Signe. Sammen har de en datter og bor i Kerteminde, hvor de driver stutteriet Kirk Arabian.

  • Kilde: Lego.com