Det skal være billigere at komme ud af sit realkreditlån, når realkreditselskaberne endnu en gang drejer på bidragshåndtaget.
Sådan lyder en af otte anbefalinger fra et ekspertudvalg under Erhvervs- og Vækstministeriet, som i dag har leveret sit bud på et mere konkurrencedygtigt og transparent realkreditmarked.
Men anbefalingerne lægger op til politisk regulering, og det vil Liberal Alliance helst undgå:
- Det kan vi ikke bakke op om. Det er at gribe ind i prisdannelsen. Helt overordnet er der ikke nogen af de her forslag, som vi ønsker at implementere. Vi har det meget stramt med, at man skal gå ind at regulere, siger Joachim B. Olsen, der er erhvervsordfører for Liberal Alliance.
Underlig debat
Han vil ikke afvise, at der kan komme noget ud af de efterfølgende forhandlinger. Men i udgangspunktet vil Liberal Alliance ikke lægge stemmer til:
- Overordnet er det her en lidt underlig debat, for vi har verdens billigste boligfinansiering med lavt renteniveau og lave bidragssatser. Jeg er for, at man har en regulering, men reguleringen skal sikre konkurrencen. Og jeg er bange for, at de her anbefalinger giver en ufleksibilitet, som går ud over forbrugeren, siger Joachim B. Olsen.
Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V) har 'noteret sig,' at der ikke er enighed om alle anbefalingerne, men kalder selv anbefalingerne 'gode'.
- Jeg har i dag holdt et møde med partierne i den såkaldte finansielle forligskreds, og jeg forventer, at vi relativt hurtigt vil få fulgt politisk op på udvalgets rapport. Det tror jeg, at mange forventer af os, siger Troels Lund Poulsen.
Enhedslisten: Løser ikke problemet
Enhedslisten glæder sig over anbefalingerne.
Men de løser ikke det grundlæggende problem, mener erhvervsordfører Rune Lund:
- Vi vil bakke op om alle forbedringer til realkreditkunderne. Men det er små skridt på vejen. Selv om det er positivt, at man vil forbyde indfrielsesgebyrer, kurtage og kursskæring i varslingsperioden for nye bidragssatsstigninger, så kan det stadig være meget dyrt at skifte realkreditinstitut, hvis ens kurs er ufordelagtig.
- Derfor løser disse forslag ikke det fundamentale problem, siger han.
Enhedslisten holder fast i, at realkreditinstitutterne skal have begrænset muligheden for at hæve bidragssatserne.
- Enhedslisten stillede sammen med Alternativet og SF et beslutningsforslag i foråret, der skulle begrænse realkreditinstitutternes mulighed for at ændre i bidragssatserne på allerede indgåede lån. Jeg er stadig af den opfattelse, at dette er den eneste måde, man reelt kan håndtere problemet på.
Ekspertudvalgets 8 anbefalinger:
- •
1. At der i lov om finansiel virksomhed og lov om ejendomskreditselskaber indsættes en bestemmelse, så realkredit- og pengeinstitutterne samt ejendomskreditselskaber ved varsling af ændringer i renter, bidrag eller gebyrer dels skal begrunde hvilke forhold, der har udløst stigningen, og dels skal forklare de væsentligste forhold, der har haft betydning for ændringens omfang.
- •
2. At varslingsperioden for stigninger i renter, bidrag eller gebyrer øges fra tre måneder til fire måneder.
- •
3. At fjerne reglen om, at rentestigninger som udgangspunkt kan varsles med en måned, hvorved varslingsperioden på fire måneder også gælder her. Denne justering foreslås for at sikre lige konkurrencevilkår mellem realkreditlignende lån og realkreditlån.
- •
4. At det vil få (civilretlig) virkning, hvis anbefaling nr. 1, 2 og 3 om varsling og begrundelse ikke er overholdt, bortset fra uvæsentlige stigninger i andet vederlag end renter og bidrag. Det vil konkret betyde, at annoncerede bidragsstigninger og stigninger i rentetillæg ikke kan træde i kraft, med mindre reglerne er overholdt.
- •
5. Et forbud mod at opkræve indfrielsesgebyr samt kurtage og kursskæring ved indfrielse i varslingsperioden ved forhøjelse af bidragssats i et realkreditinstitut og ved forhøjelse af rentetillæg ved realkreditlignende lån i et pengeinstitut.
- •
6. At kursskæringens beløbsmæssige andel af rentebeløbet skal oplyses på hver terminsopkrævning på rentetilpasningslån og på realkreditlignende lån.
- •
7. Ved stigninger i renter, bidrag eller gebyrer skal varslingsbrevet indeholde oplysninger om:a) Kursværdien af kundens lån. b) At kunden har mulighed for at indfri lånet og omlægge det til et andet lån i samme institut eller hos en anden låneudbyder. c) At oplysninger om andre lånudbydere kan findes på prisportaler, drevet af private udbydere, og på prisportalen for boliglån (indeholder oplysninger om aktuelle priser, som boliglån er blevet udbudt til).
- •
8. At aftalen om, at der skal tilbydes Cita-baserede realkreditlån, hvis der udbydes Cibor-baserede realkreditlån ophæves.
- •
Note: Ekspertudvalgets medlemmer er enige om følgende anbefalinger 1-4 og 6-8, mens et flertal støtter anbefaling 5. Et mindretal bestående af Finansrådet, Realkreditforeningen og Realkreditrådet finder ikke, at udvalget analyser har afdækket forhold, der kan berettige et så principielt vidtgående skridt som et forbud mod opkrævning af kurtage og kursskæring i varslingsperioden.
- •
Kilde: Erhvervs- og Vækstministeriet.