Det er efterhånden tre år siden, han forlod Finansministeriet, og regeringen er en anden, men for nogen er det som om, han stadig er til stede.
For dem har Bjarne Corydons tid som finansminister efterladt fodaftryk, der ikke lige sådan lader sig udviske, og følger man sporene, bliver man taget på en tur gennem kernedele af det danske samfund.
Fra Finansministeriet i den gamle kancellibygning ved siden af Christiansborg over til Moderniseringsstyrelsen, som Corydon selv oprettede, og videre helt ind bag de lukkede døre i forhandlingslokalet for de offentligt ansattes overenskomster.
Corydons skygge lurer
Sådan oplever flere af fagbevægelsens topforhandlere det i hvert fald i de aktuelle forhandlinger. På den anden side af bordet har de selvfølgelig deres direkte modparter: Innovationsminister Sophie Løhde, kommunernes chef Michael Ziegler og formand regionernes lønnings- og takstnævn, Anders Kühnau (S).
Men det er som om, der er trukket en usynlig stol frem til en fjerde person. Den tidligere socialdemokratiske finansministers skygge falder tungt ind over forhandlingsbordet i skæret fra Forligsinstitutionens PH-lamper, hvor man nu mødes i et sidste forsøg på at nå en aftale.
Når Danmark i disse dage kan være på vej mod den mest omfattende storkonflikt nogensinde, så ser flere det som et opgør om langt mere end løn, spisepause og arbejdstid. For dem er det et opgør med en håndfast styring af de offentlige udgifter, som Bjarne Corydon indførte.
Det har fået et navn: Corydon-doktrinen. Opgaven med et hanke op med et fornyet greb i udgifterne gav han til den nyoprettede Moderniseringsstyrelse. For øvrigt en styrelse, som Bjarne Corydon oprettede i oktober 2011, som en af de første gerninger den måned han blev finansminister.
Men hvordan ser skyggen i forhandlingslokalet selv på sagen i dag? Han har forladt politik, og efter en tid i det globale konsulenthus McKinsey sidder han nu i chefredaktørstolen på dagbladet Børsen.
Spørger man ham om formålet med at oprette Moderniseringsstyrelsen, så er svaret klart:
- Det er utrolig enkelt – det var for samfundets skyld. Det var for at varetage borgernes interesser og få så meget for skattekronerne som muligt.
Velfærdssamfundet skal bruge sine penge klogt
Det har ligefrem fået navn efter dig – Corydon-doktrinen – hvordan har du det med det?
- Det har jeg det godt med. Jeg vil gerne identificeres med en tankegang om, at velfærdssamfundet skal bruge sine penge klogt. Jeg er også ydmyg, for der ligger noget grundlæggende bag. Det handler om, at arbejdsgivernes interesser repræsenteres ordentligt ved bordet. Det handler om et velfærdssamfund, der ikke klatter med fællesskabets midler.
- Når man beder borgerne om at aflevere halvdelen af deres løn i skat, så fortjener de også, at nogen står på mål for, at velfærden ikke koster mere, end den behøver, og at den har så høj en kvalitet som muligt. Det var hensynet med at lave Moderniseringsstyrelsen, og det rækker i grunden langt videre end mig.
I fagbevægelsen er man enige så vidt, at Moderniseringsstyrelsen fra 2011 har haft en grundlæggende betydning, men så ophører enigheden også.
Betydningen var ikke af det gode, og en bestemt sætning, som blev formuleret i styrelsens første år, får blodtrykket til at stige alarmerende og ansigtskuløren til at matche de røde faner. Som det hedder i den første resultatkontrakt med Finansministeriet:
”Moderniseringsstyrelsen vil gøre løn og arbejdstid i den offentlige sektor til en væsentlig og integreret del af udgiftspolitikken.”
Det kan virke indlysende. Pengene til de offentligt ansattes løn er skattekroner, og det kan næppe undre, at man kærer sig om deres brug. Direkte adspurgt erkender fagbevægelsen da også, at det har man ikke noget problem med. Den røde klud er snarere en oplevelse af, at Corydon-doktrinen har ryddet forhandlingsbordet, og udgiftspolitikken i dag er blevet eneste punkt på arbejdsgivernes dagsorden.
Kritiseret doktrin
Doktrinen bliver kritiseret for at sabotere de overenskomstforhandlinger, som vi ser lige nu - hvordan ser du på det?
- Det er jeg kritisk over for. Når man kommer med det argument, bør man lytte en ekstra gang til, hvad man selv siger. Hvis man ser på overenskomstforhandlingerne i den private sektor, så er styrken jo netop, at begge parter møder hinanden ved bordet med en gensidig respekt for, at man har alle interesser med. Jeg kan ikke forestille mig, at private fagforeninger vil bebrejde arbejdsgiverne for at skele til konkurrenceevnen. Det er helt legitimt.
- På samme måde skal fællesskabets repræsentanter ved de offentlige overenskomster også skele til, hvordan det går med velfærden - får vi nok for pengene?
Kritikerne vil så sige, at det er kortsigtet - regeringer skifter, udgiftspolitik skifter, mens det offentlige arbejdsmarked skal fungere de næste 50 - 75 - 100 år, og det er det, der skal lægges ned i overenskomsterne - bliver det forhold ikke skadet af at gøre det til et spørgsmål om udgiftspolitik, så eksplicit, som du har gjort?
- Men det er ikke anderledes end på det private arbejdsmarked. Virksomhederne skal også være der årti efter årti. Og et middel til at nå en ordentlig relation ved forhandlingsbordet, det er en åbenhed om de aktuelle udfordringer. Hvis konkurrenceevnen er en udfordring, så tager man det med til bordet. På samme måde må man sige, at det borgerne demokratisk har vedtaget, at vi skal bruge på hinanden, det er den ramme vi prioriterer inden for.
- Man skal huske, at penge der ikke bliver brugt så effektivt som muligt, går direkte fra noget andet. Fra kræftbehandlinger, fra skoleelever. Der findes ikke et pengetræ, hvor man bare kan hente nogle flere kroner og ører.
Hvis politikerne på forhånd har bestemt sig for, at der skal spares penge i det offentlige - så er der vel ikke noget at forhandle om?
- Det er der da absolut - det er jo altid en diskussion hvordan man sparer og hvorhenne man sparer.
- Jeg tror, at der er brug for et reality-tjek her. Nu har vi Danmarkshistorien år for år brugt flere penge på hinanden. Diskussionen har snarere handlet om, hvorvidt der var en tilstrækkelig forøgelse af budgetterne - og det er jo en spændende diskussion, men den må bare ikke skygge for, at arbejdsgiversiden repræsenterer skatteborgerne, og de skal have så meget som muligt for pengene.
Også den nuværende minister på området, innovationsminister Sophie Løhde, fastholder det retmæssige i, at hun gerne vil have hånd i hanke med den store udgiftspost til de ansattes løn, der udgør hele 2/3 af de samlede udgifter på området. Alligevel er der justeringer at spore i kursen. Denne uge blev Moderniseringsstyrelsens resultatkontrakt for 2018 offentliggjort. Den forkætrede ordrette sammenkobling af udgiftspolitik med de ansattes vilkår i det offentlige er forsvundet.
Har torpederet den danske model
Set fra fagbevægelsens side har Corydon-doktrinen ikke bare vingeskudt forholdet mellem arbejdsgiverne og lønmodtagerne – doktrinen har torpederet selve den danske aftalemodel på det offentlige arbejdsmarked, der nu er i overhængende kæntringsfare.
Er du overrasket over, at du har sat så stærke bevægelser i gang?
- Det er jeg faktisk ikke, for diskussionen er grundlæggende. Men hvis den danske model er truet, så handler truslen da først og fremmest om, at spørgsmålet om hvor mange penge vi bruger på hinanden, og hvad vi får til gengæld, ikke får lov til at blive bragt på bane.
Hvor Moderniseringsstyrelsens oprettelse i 2011 var et første bip på GPS’en om, at der var nye tider på vej i den offentlige økonomistyring, så ankom parterne brat til destinationen i den nye udgiftspolitiske virkelighed ved lærerkonflikten i 2013. Finansministeren hed – som bekendt – Bjarne Corydon.
Efterfølgende har der været hed debat om planlagt spil og et forløb, hvor udfaldet var givet på forhånd. Lærernes arbejdstidsregler skulle, koste hvad det ville, ændres for at skaffe penge til den stort anlagte folkeskolereform, lyder anklagen. Uanset hvad, så endte det i hvert fald nogenlunde sådan. En omfattende lockout blev afsluttet med et politisk indgreb.
Bekymringen for den danske model lyder, at arbejdsgiverne på det offentlige arbejdsmarked har en magt, som arbejdsgiverne på det private arbejdsmarked ikke besidder.
Magtbalancen på det offentlige område er faretruende skæv, fordi regeringen sidder med ved bordet som forhandler, men samtidig ligger inde med magten til at afgøre udfaldet med et lovindgreb, hvis man ikke bliver enige. Det skete for lærerne, det samme kan ske for os, lyder det, når man taler med folk i fagbevægelsen.
Corydon anerkender dobbeltrolle
Bjarne Corydon anerkender dobbeltrollens eksistens, men ikke dens påståede almagt.
- Det er jo så Folketinget, der vedtager et lovindgreb - det er ved at være et stykke tid siden vi havde flertalsregeringer. Og derudover glemmer man tit en ting. Regeringen, der forhandler, har også en sårbarhed i den dobbeltrolle, fordi man dybest set forhandler med sine egne vælgere. Modparten repræsenterer 800.00 mennesker, der har stemmeret.
Så hvis man tror, at hverdagen for arbejdsgiversiden under de seneste måneders forhandlingsforløb er blevet spenderet i ro og mag, så tager man fejl, mener Bjarne Corydon altså.
- Arbejdsgiverne er under kolossalt pres i offentligheden. Fra medierne, fra meningsmålinger og fra politikere, der blander sig. Så det med at der skulle være en overmægtig part på den ene side af bordet og nogle meget, meget svage lønmodtagere på den anden side, det holder ikke til en nærmere analyse.