Nationalbanken advarer mod risikoappetit: Låneivrige banker dumper stresstest

Flere af de mellemstore banker kan ikke overholde kapitalkravene, hvis dansk økonomi bliver ramt af hård tilbagegang.

Nationalbankdirektør Lars Rohde advarer om at flere mellemstore banker stiller for lave krav, når de låner penge ud. (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)

Advarselslamperne er tændt for en række mellemstore banker med for lille økonomisk polstring og for stor låneiver.

Sådan lyder det i Nationalbankens halvårlige stresstest, hvor den finansielle sektor bliver testet for, om den er rustet til forskellige grader af økonomisk opbremsning.

- I en tid med fremgang i økonomien er det naturligt, at konkurrencen om at yde udlån skærpes, men det skaber grobund for, at bankerne slækker på kreditkvaliteten og lemper på lånevilkår i kreditgivningen, udtaler nationalbankdirektør Lars Rohde i en pressemeddelelse.

De syv såkaldt systemisk vigtige kreditinstitutter - Danske Bank, Nykredit, Nordea, Jyske Bank, Sydbank, DLR Kredit og Spar Nord består testen.

Men flere af de mindre ikke-systemiske banker er ’udfordrede’ i stresstesten - og nogle af dem kan ikke opfylde minimumskravet til økonomisk polstring, hvis Danmark rammes af en hård recession.

Det betyder, at de i givet fald kan blive tvunget til at dreje nøglen om, forklarer Karsten Biltoft, chef for det statsejede bankaktieselskab Finansiel Stabilitet, der overtager og afvikler nødstedte banker.

- I det hårde scenarie kommer de store banker tæt på buffer-kravene, mens flere af de mellemstore banker kommer til at mangle kapital og i princippet skal lukke, siger han.

Nationalbanker hejser det røde flag

Det er samtidig i den gruppe af banker, at kreditstandarderne er lempet mest, og hvor udlånsvæksten er højest.

Og den adfærd risikerer at brede sig i den finansielle sektor, lyder advarslen.

- Når bankerne lemper på de standarder, der danner grundlag for, hvornår der gives lån, og hvis kreditkvaliteten er lavere, kan risici opbygges i banksystemet. Risici, som ikke umiddelbart kan ses i udlånsvæksten og aktuelle tab. Det er først, når konjunkturerne vender, at problemerne kommer for en dag, skriver Nationalbanken.

Udviklingen i retning af en mere risikovillig finansiel sektor er en konsekvens af de gode tider for økonomien. Bankerne har stor kapacitet, hvilket gør det muligt for dem at øge deres udlån.

Kombineret med begrænset vækst og kundernes efterspørgsel efter lån, har det skærpet bankernes indbyrdes kamp om at låne penge ud til det kunderne.

Gentager adfærd fra finanskrisen

Ifølge Nationalbanken vækker nogle af bankernes adfærd mindelser om tiden op til finanskrisen, der ramte Danmark i 2008.

Derfor understreger Nationalbanken i sin analyse vigtigheden af, at den såkaldt kontracykliske kapitalbuffer bygges op, så der er noget at stå imod med, når udviklingen går den anden vej.

Bufferen, der kan beskrives som en ekstra økonomisk airbag, blev tilbage i marts sat til 0,5 procent.

Det betyder, at banker og realkreditinstitutter bliver pålagt at lægge 50 øre til side for hver 100 kroner, de har i risikoeksponerede aktiver.