Minister vil opkøbe naboers huse: Nye F35-kampfly vil larme for meget på luftbase

Det er en helt ny udmelding fra forsvarsministeren, der af Enhedslisten bliver beskyldt for forsøg på at sminke kampflyprojektet.

Beboere, som bor tæt på Flyvestation Skrydstrup i Sønderjylland, risikerer nu, at staten overtager deres hjem.

De nye F35-kampfly larmer nemlig så meget, at de vil overskride alle støjgrænser ved flyvestationen.

Derfor må Forsvaret stik imod tidligere meldinger ud at købe de ejendomme tæt på flyvestationen, som bliver hårdest ramt af generne.

Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) skriver i et brev til Folketinget, at der "forventes ekspropriation af et antal ejendomme eller evt. erstatninger samt overskridelser af grænseværdierne for støj".

For at afbøde støjgenerne for beboere i området har en anden placering af F35-flyene været overvejet, "men selv med en alternativ placering på flyvestationen vil de almindelige grænseværdier for støj ikke kunne overholdes", står der i brevet fra ministeren.

Ministerium afviste opkøb af huse

Ministeriets nye melding kommer bag på Thomas Jensen, der er næstformand i grundejerforeningen på villavejen Bjergvang kun et stenkast fra den mark, der i fremtiden skal være holdeplads for F35.

- Vi har siden marts forsøgt at komme i dialog med ministeriet om, hvad indflydelse det vil have på vores liv heroppe på Bjergvang med støjen nede i vores baghaver, siger han.

Thomas Jensen er næstformand i grundejerforeningen på villavejen Bjergvang, som deler baghave med Flyvestation Skrydstrup. (© DR Nyheder)

Brevet fra ministeren undrer samtidig Eva Flyvholm, der er forsvarsordfører for Enhedslisten. Hun stillede nemlig allerede tilbage i maj sidste år spørgsmål til ministeren om eventuelle opkøb af huse i området.

- Allerede dengang var flere borgere bekymret for projektet, og vi kan se, at i Norge larmer F35 absurd meget og generer naboerne, så det var man nødt til at regne ind i prisen. Men det mente forsvarsministeren overhovedet ikke, siger hun.

Norge sætter milliard af til opkøb

Eva Flyvholms spørgsmål fra dengang gik på, at det norske forsvar i forbindelse med indførslen af F35 er blevet nødt til at bruge "omkring en milliard norske kroner (svarende til 810 millioner danske kroner) på opkøb af 175 boliger, der ligger for tæt på Ørland flyvestation, samt støjisolering af 800 andre boliger, fordi F35 støjer væsentligt mere end F16", står der i spørgsmålet fra maj 2016.

Men bekymringen blev affejet af den daværende forsvarsminister Peter Christensen (V), fordi, "de foreløbige støjanalyser for F35 ikke har udvist et behov for at gennemføre særlige støjsikringstiltag som ekspropriation eller støjsikring af boliger i relation til støj udenfor Flyvestation Skrydstrup", skrev ministeriet dengang.

- Nu har Forsvarsministeriet så opdaget, at det pludselig er nødvendigt at kompensere nogle af de her naboer. Jeg synes, det er virkelig usselt, at det er penge, man ikke vil tale om, inden beslutningen om købet blev truffet, men efterfølgende så kan man pludselig godt se, at der er et problem, siger Eva Flyvholm.

- Minister har sminket aftale

Byggeudgifterne til at tage Flyvestation Skrydstrup i brug som base for de i alt 27 nye kampfly er løbende vokset.

Oprindeligt hed det, at projektet ville koste omkring 400 millioner kroner, men i dag er der sat i alt 650 millioner kroner af til det samlede byggeprojekt.

I brevet fra forsvarsministeren fremgår det dog ikke, om opkøb af ejendomme omkring basen vil betyde, at udgifterne til kampflyene igen bliver forøget.

Men ifølge Eva Flyvholm er der meget, der tyder på det.

- Det her tyder virkelig på, at man endnu engang har forsøgt at sminke det her rådne kampflyprojekt langt ud over, hvad det kunne holde til. Og det, synes jeg, simpelthen ikke er en rimelig politisk behandling, siger hun.

Det er især i forhold til flyvninger med F35 om aftenen og om natten, at kampflyene vil komme til sprænge rammerne for støj, skriver ministeren i sit brev.

På onsdag i næste uge planlægger Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse sammen med Haderslev Kommune at afholde et borgermøde omkring støjgenerne.

Men selvom det nu ser ud til, at der er penge på vej til beboerne på villavejen Bjergvang, er grundejerforeningens næstformand ikke ovenud optimistisk omkring fremtiden.

- Det kan godt være, at vi kan være heldige at få en økonomisk kompensation, der svarer til værdien af vores huse. Men vi skal ud og reetablere et nyt liv et andet sted. Det er meget kedeligt, siger Thomas Jensen.

Det har endnu ikke været muligt at få en kommentar fra forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V).