Den danske investering af de 27 amerikanske F35-kampfly kan gå hen og blive langt dyrere end forventet.
Det viser en ny rapport fra den amerikanske rigsrevision, GAO, der konkluderer, at omkostningerne til vedligeholdelse af F35-kampflyene er steget med næsten en fjerdedel på fire år, skriver Jyllands Posten.
Derfor mener professor fra CBS Kim Normann Andersen, at de danske politikere bør spørge sig selv om, hvorvidt de har lyst til at bevilge penge til et projekt, der er forbundet med en række risici og med stor sandsynlighed bliver dyrere end de 66,1 milliarder kroner, man forventer.
- Problemet er, at man får politikerne til at sige ja til noget uden at kende de reelle omkostninger. Det bør få dem til at overveje, om det er det rigtige at gøre. Vælger de at sige, at de går videre med det, så står de også på mål for, at vi har en betydelig merudgift, siger han og uddyber:
- Det er derfor, den danske rigsrevisionen siger, at man bør afholde sig fra at trykke på pengemaskinen, fordi man ikke rigtig ved, hvornår den kan stoppes igen.
Færre krige og missioner
Kim Normann Andersen henviser til, at den danske rigsrevision ligeledes har sat spørgsmålstegn ved investeringen i en ny rapport. Den påpeger, at Forsvarsministeriet har overvurderet, hvor mange opgaver de nye F35-fly kan klare, og hvor mange timer de reelt kan være i luften.
- Hvis man beslutter at gå videre med projektet, så viser det, at vi reelt ikke har noget at bruge budgetmekanismerne til. Så er rigsrevision en overflødig instans. Så kunne de ligeså godt lade være med at lave rapporten, mener Kim Normann Andersen.
Ifølge Ole Wæver, professor i international politik ved Københavns Universitet, vil den større regning på det mulige indkøb få den konsekvens, at politikerne må genoverveje, hvilke og hvor mange krige og missioner Danmark skal deltage i.
- Vi kan ikke kaste os ud i ligeså mange krige i Mellemøsten og samtidig gøre noget i Østersøen og forsvare Danmark. Politikerne bliver nødt til at justere Danmarks aktiviteter i forhold til kapaciteten i forsvaret, der vil være mindre end forventet, siger han.
Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) medgiver i en mail til Jyllands-Posten, at der kan være en række risici ved projektet. Han er dog overbevist om, at man er i stand til at håndtere dem.
Aftalen om de nye kampfly blev indgået i juni sidste år mellem den daværende Venstre-regering, De Radikale, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet. Inden længe skal Folketinget skal træffe den endelige beslutning om flykøbet.