Forsvarsministeren skal forklare dyre F35-kampfly

Forsvarsminister Claus Hjorth Frederiksen skal i samråd, for både Enhedslisten og De Konservative er bekymrede.

På billedet ses et F35-Joint Strike Fighter. Både den amerikanske og danske rigsrevision advarer om, at indkøbet kan blive dyrere end først antaget. (Foto: © handout, Scanpix)

Det kan ikke være rigtigt, at både den danske og amerikanske rigsrevision kan rette skarp kritik mod økonomien bag de F35-kampfly, som Danmark vil købe, uden forsvarministeren vil gå ind og undersøge sagen.

Det mener Enhedslistens forsvarsordfører, Eva Flyvholm, der nu kalder forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) i samråd.

- Jeg vil have en forklaring på, om ministeren kan garantere, at det her ikke kommer til at eksplodere, og hvordan regeringen selv er kommet frem til beregningen.

- Ministeren er nødt til at kunne lægge tallene på bordet og vise, at der ikke er noget problem. Ellers kan vi ikke have tillid til projektet, siger hun.

Det forventes, at de 27 F35-kampfly kommer til at koste omkring 66,1 milliarder kroner.

Men en ny rapport fra den amerikanske rigsrevision, GAO, konkluderer, at omkostningerne til vedligeholdelse af F35-kampflyene er steget med næsten en fjerdedel på fire år, skriver Jyllands-Posten.

Derudover har den danske rigsrevision ligeledes sat spørgsmålstegn ved investeringen i en anden ny rapport.

Den påpeger, at Forsvarsministeriet har overvurderet, hvor mange opgaver de nye F35-fly kan klare, og hvor mange timer de reelt kan være i luften.

Korrekte tal skal på bordet

Både Enhedslisten og De Konservative vil have forsvarsministeren til at fremlægge de rigtige tal for, hvor dyrt indkøbet kan risikere at blive, inden Folketinget skal træffe den endegyldige beslutning.

- Det er afgørende, at vi træffer beslutninger med åbne øjne, og derfor skal vi vide, hvad omkostningerne bliver, så vi ikke risikerer at sige ja til noget, der giver os en ekstra kæmpe milliardregning de kommende år, siger De Konservatives forsvarsordfører Rasmus Jarlov (K).

- Det vil give enorme problemer i forsvaret, og det kan vi ikke være bekendt, understreger han.

Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) medgiver i en mail til DR Nyheder, at der kan være en række risici ved projektet. Han er dog overbevist om, at man er i stand til at håndtere dem.

Aftalen om de nye kampfly blev indgået i juni sidste år mellem den daværende Venstre-regering, De Radikale, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet. De Konservative valgte at stå udenfor aftalen.

- Vi var kritiske over for økonomien. Det nytter ikke noget, hvis F35 flyene bliver en gøgeunge, der kommer til at skubbe andre projekter i graven i forsvaret.

- Vi vil gerne have et slagkraftigt flyvevåben, men det skal ikke være på bekostning af hæren og søværnet. Og derfor er det vigtigt, at omkostningerne er under kontrol, forklarer Rasmus Jarlov.