Mange oplever ulovlige gebyrer: Susanne skulle betale gebyr for benzinkøb hos Q8

En tur på tankstationen fik Susanne Winther til at undre sig. Q8 beklager fejl.

Da Susanne Winther i sidste uge skulle tanke familiens bil hos Q8 i Odder, stod der på benzinstanderen, at der var et gebyr på tre procent, som hun skal acceptere for at kunne tanke bilen, fortæller hun. (Foto: © Picasa, PRIVATFOTO)

Tøj, mad, kioskvarer og flyrejser.

Det er bare nogle af de varer og ydelser, som dr.dk-brugere i det seneste døgn har sendt købsoplysninger om til DR Nyheder.

Mange brugere mener, at de uretmæssigt er blevet opkrævet gebyr i forbindelse med køb i butikker og på nettet, efter at det fra 1. januar blev ulovligt for butikker at kræve gebyr for brug af private betalingskort som for eksempel Visa og Mastercard.

Blandt andet har flere brugere skrevet, at de oplever, at der på Q8-tankstationer fremgår ulovlige gebyrer.

Den nyuddannede pædagog Susanne Winther fra havnebyen Hov i Østjylland er en af dem. Da hun i sidste uge skulle tanke familiens bil hos Q8 med sit private Mastercard, stod der på benzinstanderen, at der var et gebyr på tre procent, som hun skulle acceptere for at kunne tanke bilen, fortæller hun.

- Så står jeg lige og overvejer det. Men jeg mangler benzin, så jeg beslutter mig for at tanke for et minimum af, hvad jeg har brug for, fordi der bliver trukket det her gebyr. Jeg har ikke andre kort, så jeg har intet valg, siger hun.

Kendte ikke til nye regler

Før nytår har butikker kunne opkræve et gebyr på hver transaktion med udenlandske betalingskort som Visa og Mastercard. Gebyret har som udgangspunkt udgjort en procentdel af købets samlede beløb.

Med de nye regler må butikkerne som hovedregel kun tage gebyrer, hvis der betales med et firmakort. Er kortet et privat betalingskort, er det ulovligt at opkræve kortgebyrer.

På tidspunktet for tankningen vidste Susanne Winther dog ikke, at reglerne var ændret.

- Jeg har overhovedet ikke sat mig ind i de her gebyrregler. Jeg oplever med det her Mastercard debetkort, at der er mange steder, jeg må gå igen, fordi de simpelthen ikke tager det. Så jeg er bare glad for, at de tager det her, siger hun.

I går valgte hun så at kontakte Q8 i en privat besked på Facebook for at høre, om hun var blevet opkrævet et ulovligt gebyr.

- De vender tilbage ret hurtigt, hvor de skriver, at det er en fejl på deres terminal, og at jeg ikke er blevet trukket noget gebyr. Men de beklager ulejligheden, siger hun.

Efterfølgende har hun selv forsøgt at tjekke, om gebyret også fremgår i hendes netbank. Men her står kun det samlede beløb for tankningen, og hun tænkte i købsøjeblikket ikke på at få en kvittering.

- Lige med den her betaling, tror jeg ikke, at jeg vil gøre noget ved det. Jeg valgte selv at tanke for 50 kroner. Men jeg tænker, at det er lidt irriterende, at det ikke er gennemskueligt inde på netbanken, hvad man betaler, siger hun.

Et godt råd til andre er derfor ifølge Susanne Winther, at man som forbruger altid sørger for at få en kvittering, så man selv kan tjekke, om butikken stadig opkræver de ulovlige gebyrer.

- Man skal måske bare tilbage til det gammeldags, hvor man beder om en kvittering i papirform. Det var i hvert fald det, min bank sagde til mig, siger hun.

Q8: Kunder er blevet opkrævet gebyr

Men da DR Nyheder kontakter kommunikationschef Marie Lund hos Q8, fortæller hun, at der har været eksempler på, at nogle kort stadig fejlagtigt bliver trukket gebyret.

Ifølge virksomheden er det en fejl, som Q8 selv har svært ved at opdage, da fejlen ifølge Q8 ligger i de kortoplysninger, som udbyderen Nets står for.

- Ved kortbetalinger bliver kortene identificeret som enten privat- eller erhvervskort, og det sker ud fra lister, vi modtager fra Nets, så vi har ikke selv mulighed for at sige, om det er privat- eller erhvervskort, siger hun.

Så er kunderne blevet opkrævet gebyr eller ej?

- Hvis det har stået på skærmen, er der højst sandsynligt blevet opkrævet gebyr. Det vi bare kan sige er, at så er det fordi, at kortet er registreret som erhvervskort, og det kan vi ikke gå ind og lave om.

Men som virksomhed er I vel stadig forpligtet til at have styr på det her. Hvad sker der nu?

- Nu vil vi følge op på det. Vi tager henvendelser fra vores kunder meget alvorligt, og så ser vi på, om der er sket en fejl. Det er regler som lige er lavet om, og som er trådt i kraft her fra 1. januar, og det vil sige, at der kan være sket fejl hos Nets og i kommunikationen fra os.

Susanne Winther har skrevet til jer og fået det svar, at der blot er tale om en fejl i teksten på standeren. Har I så opkrævet gebyr eller ej?

- Så vidt jeg ser det, så er kunden blevet opkrævet gebyr, hvis der står det. Og jeg er virkelig ked af det, hvis der er sket en misinformation. Jeg kan kun opfordre kunden til at kontakte os igen, så vi kan få tjekket op på, hvad der gør, at der bliver trukket gebyr. Hvis det står på kvitteringen, så er kunden højst sandsynligt blevet trukket for et gebyr.

Men kan I så garantere, at man får sine penge igen?

- Jeg kan sige med fuldstændig sikkerhed, at hvis det viser sig at være vores fejl, at der er trukket et ulovligt gebyr, ja, så får man sine penge igen. Men jeg vil også sige, at vi har meget lille chance for at ændre noget, og vi handler udelukkende på de lister, vi får fra Nets.

Nets har ikke ønsket at stille op til interview, men skriver i en e-mail til DR Nyheder, at der er tale om en teknisk fejl, hvor nogle korttyper er blevet opfattet som firmakort, og der derfor er trukket ulovligt gebyr på dem.

- Hos Nets havde vi i starten af året en mindre fejl, som er rettet, hvor enkelte korttyper ud af mere end 40.000 manuelt var blevet noteret som firmakort i stedet for som privatkort. Vi er ved at undersøge, om vi kan tilbageføre de gebyrer, som skyldes den fejl, lyder det fra Pia Stoklund, kommunikationsdirektør hos Nets.

Tip os

  • Er du ulovligt blevet opkrævet gebyr for brug af betalingskort efter 1. januar, hører vi gerne fra dig. Skriv til ahec@dr.dk