Synes du selv, du har en god idé?
Tror du, idéen er så god, at du kan tjene månedslønnen hjem på den - eller måske endda mere?
Iværksætter og erhvervsmand, Christian Stadil, der blandt andet er kendt for sin rolle som direktør for sportsmærket Hummel, kommer her med et par råd til, hvad du skal overveje, hvis du gerne vil give dig i kast med iværksætteri.
Er der behov for produktet?
For det første skal du ifølge Christian Stadil spørge dig selv, hvad det er for et problem, du med dit produkt, platform eller service ønsker at løse i markedet.
- Er der behov for produktet? Det er simpelthen det vigtigste spørgsmål at stille sig selv, fortæller Christian Stadil.
Derefter er det ifølge erhvervsmanden vigtigt, at du stiller dig selv spørgsmålet:
Hvordan differentierer mit produkt sig i markedet. Hvordan er det vi adskiller os fra dem, der er i markedet i forvejen.
Lad dig ikke afskrække
Det betyder dog ikke, man skal lade sig afskrække, fordi der andre firmaer med lignende produkter på markedet i forvejen.
Her hiver Christian Stadil et eksempel ind fra DR-programmet Løvens Hule, som sætter fokus på iværksættere.
I et af afsnittene præsenterer to kvinder et forretningskoncept, som går ud på at sælge is lavet på sojamælk.
Det er ifølge Christian Stadil et eksempel på et produkt, der adskiller sig fra det, der i forvejen er på markedet, selvom der allerede findes is på markedet.
- Der er jo flere, der laver is i forvejen, men differentiering, som deres eksempel også viser, kan være mange ting, siger han.
Det kan være at lave en is baseret på soja, men det kan også være i forhold til pris, den service, man yder, eller i forhold til design, brand story og funktion.
Der er mange måder at differentiere et produkt på, forklarer Christian Stadil.
- Man skal kigge på, hvordan skiller man sig ud fra konkurrenterne. Hvad der er ens unikke position i markedet. Det er en rigtig vigtig ting, siger han.
Tal med folk omkring dig
Hvordan kan du så finde ud af det?
Her råder erhvervslederen til, at nye iværksættere tester produktet og taler med bekendte og kommende kunder om det.
- Hvis man ikke er helt sikker på, om der er behov for produktet, så kom ud og test produktet. Snak med nogle potentielle kunder, siger han.
Han er overbevist om, at iværksættere kan hente meget hjælp fra andre folk.
- Der er rent faktisk er rigtig mange, der er interesseret i at hjælpe én, siger han.
Folk vil gerne hjælpe med at teste produktet
Hvis en iværksætter har udviklet noget udstyr til hospitalsektoren, så er det ifølge Christian Stadil oplagt, at iværksætteren ringer til for eksempel forældrenes venner, hvis de er læger.
Det kan også være en god idé at ringe til det lokale hospital eller trække på den sygeplejerske, ens bror for eksempel er kæreste med.
- Så vil man blive overrasket over hvor mange, der egentlig har lyst til at hjælpe, give sparring, give gode råd. Hvor mange der gerne vil føle ejerskab, og der også gerne vil hjælpe med at teste produktet, siger Christian Stadil.
Når man så har et produkt i test, så kan det jo være, at dem, man tester produktet hos, bliver ens første rigtige og betalende kunde, tilføjer han.