En lang række af de nyeste dieselbiler på det europæiske marked udleder langt flere NOx-gasser, end de egentlig må, viser en ny rapport fra den tyske bilistforening ADAC.
Det er DR’s forbrugermagasin 'Kontant', som er kommet i besiddelse af rapporten. Her har ADAC kørt bilerne gennem den test, som bliver normen i EU om to år.
Resultatet viser, at kun en fjerdedel af de 79 testede biler overholder de nuværende grænseværdier for NOx-udledning. Resten udleder langt mere, end de egentlig må, men bliver alligevel godkendt med den nuværende testmetode.
Store fabrikanter
I disse dage er det især Volkswagen, der skaber overskrifter, når talen falder på udledning af NOx-gasser.
Den tyske bilgigant har i al hemmelighed installeret en snydesoftware i 11 millioner dieselbiler, der kan mindske den sundhedsskadelige NOx-udledning, når de bliver miljøtestet.
Men Volkswagen er ikke alene, når det handler om at udlede flere NOx-gasser, end de umiddelbart giver udtryk for.
- Det er faktisk ikke Volkwagens biler, som sviner allermest, forklarer Kontant-vært Jakob Illeborg.
- Det er for eksempel en Nissan, som sviner seks gang mere, og en Volvo, der sviner - og hold nu fast - næsten 15 gange mere af det her meget giftige NOx, end hvad tilladt er.
Vil svine endnu mere på vejene
Foruden Volkswagen, Nissan og Volvo optræder også andre velkendte navne som Renault, Hyundai, Citroén og Fiat på listen over bilmærker, som udleder mere, end de må.
Jakob Illeborg understreger dog, at testen ikke viser noget om, hvorvidt andre fabrikanter end Volkswagen har snydt i tests. Den viser blot, at de udleder mere, end de må.
- Vi skal også huske, at havde man puttet de her biler ud på en rigtig test ude på vejen, havde de udledt endnu mere, siger han.
FDM: Kan betyde dyrere biler
Hos FDM kommer rapportens resultat ikke som den store overraskelse.
Her har man igennem længere tid vidst, at der var et stigende gab mellem resultaterne i EU’s test og så den reelle udledning.
Bilfabrikanterne står derfor med en stor udviklingsopgave, hvis de skal kunne leve op til kravene, når den nye test træder i kraft om to år. Og det vil være et arbejde, som også forbrugerne vil komme til at mærke på egen pengepung, vurderer afdelingschef i FDM, Torben Lund Kudsk.
Det vil – hen ad vejen – føre til, at bilerne bliver en smule dyrere eller ikke falder så meget i pris, som de har gjort, siger han. Og især i Danmark, hvor vi har verdens højeste bilafgifter, kan det måske blive endnu dyrere for de danske forbrugere.
I en tidligere udgave af denne artikel fremgik det af et citat fra Jakob Illeborg, at en Nissan sviner på samme niveau som en Volvo. Det var en fejl. En Nissan sviner seks gange mere end det, den er godkendt til i EU. Artiklen er opdateret med de rigtige oplysning den 1. oktober kl. 17:18.