De seneste års krise i Skat er af Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet blevet kaldt den største skandale i nyere tid, der ødelægger befolkningens tillid til myndighederne.
Flere gange er der blevet skåret ned i Skat, Rigsrevisionen har otte gange i streg revset Skat, milliarder er gået tabt, og skandalerne strækker sig over ni ministre fra både røde og blå partier i, hvad der er blevet kendt som svingdørsministeriet.
Og nu har endnu en sag fået Skat i modvind. Ifølge Berlingske og DR Nyheders oplysninger kan Rigsrevisionen ikke godkende Skats regnskab for 2017, fordi det indeholder så mange usikkerheder om milliardbeløb og regnskabsførelsen.
Statsrevisorerne har fået Rigsrevisionens rapport og vil i eftermiddag diskutere sagen og offentliggøre deres beretning på et pressemøde.
Men hvilke sager er det, der har ført Skat ind i en krise?
Neden for kan du få et overblik over de største skandaler i Skat de seneste år:
August 2013: Skats vurdering af parcelhuse kritiseres
Rigsrevisionen kritiserer i en rapport i august 2013, at Skats vurdering af parcelhuse i tre ud af fire tilfælde i 2011 ikke stemmer overens med de priser, som husene blev handlet til. I 2019 skal boligejerne kompenseres, og det kan løbe op i flere milliarder kroner.
2015: Svindelsag og stop for inddrivelse af gæld
I løbet af sommeren 2015 modtager Skat henvendelser udefra om formodet svindel med refusion af udbytteskat, der har stået på siden 2012.
I august måned bliver rigmanden Sanjay Shah hovedmistænkt i en sag om udbytteskat, hvor danske skatteborgere ifølge Skat er blevet snydt for 12,3 milliarder kroner. Det svarer til 2.500 kroner per danske skatteyder. Den formodede svindel er begyndt i 2012 og står på, indtil Skat opdager den i august 2015 og lukker for tilbagebetalingerne af udbytteskat til udenlandske aktionærer.
I september stopper Skat den automatiserede inddrivelse af gæld via EFI-systemet, der står for inddrivelsen. Arbejdet blev sat i gang i 2004 og 2005, men blev flere gange forsinket. Systemet indføres i 2013, men skrottes altså til sidst efter flere fejl. Kollapset og fejlene får gælden til at eksplodere. Læs mere her.
2016: Redningsplan præsenteres
Den 26. august præsenterer skatteminister Karsten Lauritzen (V) en redningsplan for Skat. Med planen skal Skat styrkes med 6,8 milliarder kroner og 1.000 ekstra medarbejdere frem mod 2020. Læs mere.
I september 2016 i en beretning om statsregnskabet 2015 udtaler rigsrevisionen for ottende år i træk kritik af forvaltningen i Skat.
2017: Undersøgelseskommission
Den 24. april skriver Politiken, at revisionsfirmaet PwC vurderer i en rapport, som Skatteministeriet har bestilt, at man ikke kan forvente at inddrive mod 80 milliarder kroner ud af i alt 100 milliarder kroner, som danskerne skylder.
I maj begynder kravet om en undersøgelse at brede sig fra partierne på Christiansborg. Den 15. maj oplyser skatteminister Karsten Lauritzen (V), at han vil indkalde partierne til drøftelser om en undersøgelseskommission af Skat.
Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) nedsætter den 13. september en undersøgelseskommission om Skat, der skal se nærmere på, hvordan Skat har forvaltet sine opgaver siden 2002. Kommissionens arbejde er fortsat i gang.
Maj 2018: Skat lægger sag an mod pensionskasser
Skat anlægger sager mod en lang række pensionskasser, blandt andet i USA men også i andre lande, som har været involveret i det store svindelnummer med udbytteskat, som Skat får tip om i 2015.
Skatteminister Karsten Lauritzen (V) oplyser på et pressemøde, at der vil blive rejst civile krav for omkring 11 milliarder kroner. Læs mere her.
Maj 2018: Tidligere ansat i Skat dømmes
Sven Jørgen Nielsen er en 69-årig mand, som tidligere arbejdede for Skat. I forbindelse med Bagmandspolitiets efterforskning af den store svindelsag på 12,3 milliarder kroner, ransagede politiet i marts 2016 den 68-årige skattemedarbejders hjem.
Det viste sig, at han havde blåstemplet falske refusionsblanketter, som har lænset den danske statskasse. I maj bliver han dømt i landsretten for at overføre 37,4 millioner kroner fra Skat til sin ven Torben Wulff Dileng. Sven Jørgen Niesen får selv to millioner kroner i bestikkelse.
Han idømmes fem års fængsel, og Torben Wulff Dileng får fire et halvt års fængsel for svindel med udbytteskat.
August 2018: Rigsrevision godkender ikke Skats regnskab
For første gang nogensinde tager Rigsrevisionen forbehold for hele Skats regnskab i det samlede statsregnskab.
Det bekræfter kilder overfor DR Nyheder, efter at Berlingske erfarede historien. Rigsrevisionens forbehold kommer, efter at Skattestyrelsen fredag fremlagde Skats regnskab for sidste år.
Regnskabet indeholder så mange usikkerheder om milliardbeløb og regnskabsførelsen, at Rigsrevisionen ikke kan sige god for rigtigheden i regnskabet, der også kaldes paragraf 38.
Blandt andet hæfter Rigsrevisionen sig ved, at regnskabet bærer præg af usikkerhed om, hvor stor en del af de såkaldte restancer, skattemyndighederne reelt ventes at kunne inddrive. De skriver ligeledes i deres rapport, at der er store afstemningsproblemer af regnskabsteknisk karakter.
Juli 2018: Skat bliver til syv nye styrelser
Skat blev formelt nedlagt 1. juli i år til fordel for syv nye styrelser med hver sit område og egen direktør.
Det drejer sig om Gældsstyrelsen, Toldstyrelsen, Vurderingsstyrelsen, Skattestyrelsen, Motorstyrelsen, Administrations- og Servicestyrelsen og Udviklings- og Forenklingsstyrelsen.