- Det er en helt usædvanlig kritik af den måde, som Skat som offentlig institution har fungeret på. Det er en meget alvorlig kritik.
Sådan lyder det fra professor i økonomistyring Per Nikolaj Bukh, efter at Berlingske og siden hen DR Nyheder har kunnet fortælle, at Rigsrevisionen i dag kommer med en historisk rapport om regnskabet i Skat.
Regnskabet indeholder nemlig så mange usikkerheder om milliardbeløb og regnskabsførelsen, at Rigsrevisionen ikke kan sige god for rigtigheden i regnskabet og derfor tager forbehold for hele Skats regnskab i det samlede statsregnskab.
Det er aldrig sket før, at Rigsrevisionen tager forbehold for et helt statsligt regnskab, fortæller Per Nikolaj Bukh.
- Det er dybt uholdbart. Det skal der rettes op på, og det er også derfor, at Rigsrevisionen udtaler sig så markant, siger han og fortsætter:
- Det skal tages alvorligt både i Skats styrelser og hos ministeren. Vi kan forvente, at ministeren ser meget alvorligt på det her. Og så skal Skat i gang med at arbejde, som de allerede har været i gang med i lang tid, siger Per Nikolaj Bukh, der pointerer, at mange ting allerede er forbedret i Skat, men at der er lang vej endnu.
Statsrevisorerne med hård kritik
I rapporten hæfter Rigsrevisionen sig blandt andet ved, at regnskabet bærer præg af usikkerhed om, hvor stor en del af de såkaldte restancer, skattemyndighederne reelt ventes at kunne inddrive. De skriver ligeledes i deres rapport, at der er store afstemningsproblemer af regnskabsteknisk karakter.
Og ifølge DR Nyheders og Berlingskes oplysninger er der i dag lagt op til, at Statsrevisorerne vil udtale den skarpest mulige kritik af Skats regnskab på grund af Rigsrevisionens oplysninger.
Ifølge Per Nikolaj Bukh har det ikke været forventet, at det stod så grelt til i Skat.
- Det kan ikke være forventeligt for Skat eller andre, at det står så alvorligt til, for så havde man givetvis kommunikeret det noget tidligere, siger professoren.
Når regnskabet fra 2018 bliver fremlagt, kan vi så forvente, at det ser bedre ud?
- Man har arbejdet hårdt med en række ting i 2017, hvilket man også kan se i regnskabet. Der er en meget omfangsrig beskrivelse af de ting, man har gjort, og også de ting, man er lykkedes med. Men der er også en række udeståender, som man må forvente gradvist bliver løst, siger Per Nikolaj Bukh.
Statsrevisorernes formand, Peder Larsen (SF), sagde i aftes til DR Nyheder, at han ikke ønsker at udtale sig om Rigsrevisionens rapport før i dag.