Fra nytår bliver det dyrere at få fragtet varer, der er købt på nettet, hvis PostNord skal stå for fragten.
- Fragtpriserne over for de kunder, altså os private kunder, der bruger nettet til at købe varer ind, vil stige, fordi der skal puttes moms oven på fragten. Så det bliver dyrere for forbrugeren, siger Carsten Dalbo, der er chef for logistik og e-handel i PostNord Danmark.
PostNord skønner, at de vil få et tab på imellem 100 og 200 millioner i løbet af 2017.
Skat ændrer praksis
Årsagen er, at Postnord mister en fordel de har haft i forhold til de øvrige konkurrenter.
Siden 1990’erne har Skat godtaget, at den levering, som webbutikker køber af PostNord, for at de sender varer ud til kunderne, er momsfri. Første januar bliver det lavet om, så PostNord-fragten pålægges moms.
Det betyder, at PostNord mister en prismæssig konkurrencefordel, fordi de ellers er billigere end private leveringsfirmaer som GLS og DAO, der er pålagt moms.
Men fra nytår er det slut. Skat har omfortolket momsreglerne, og det betyder, at prisen for levering bliver 25 procent dyrere.
Ingen sender brev
Dermed bliver et i forvejen presset PostNord Danmark presset yderligere.
- Vi er presset på brevområde, og har måttet afskedige en masse mennesker. Det er klart, at det her vil presse vores virksomhed endnu mere, end vi er i forvejen, siger chef for logistik og e-handel i PostNord Danmark, Carsten Dalbo.
Tidligere på måneden meddelte PostNord Danmark, at de siger farvel til 770 ansatte, blandt andet fordi mængden af breve er faldet markant.
PostNord taber millioner
PostNord Danmark kan ikke afvise, at milliontabet kan betyde flere fyringer.
- Hvis vi ikke har lige så mange pakker at køre med, som vi har i dag, vil det betyde, at der skal færre chauffører og terminalmedarbejdere til. Så det vil betyde færre arbejdspladser, siger Carsten Dalbo.
Derfor stiger fragtpriserne
- •
Skat har ændret tolkningen af de såkaldte portoudlægsregler. Når e-handelsbutikkerne får PostNord til at levere varer til deres kunder, køber de fragten momsfrit af PostNord.
- •
Reglerne før var tolket sådan, at netbutikkerne kunne betale fragten på vegne af kunden, så fragtprisen ikke indgik i netbutikkens regnskab. Fragtudgiften blev i stedet overført til kunden sådan, at fragten holdes momsfri.
- •
Den nye fortolkning af reglerne betyder, at netbutikkerne fremover skal lade fragten være en del af deres eget regnskab. Når netbutikken sælger fragten videre til kunden, skal netbutikken lægge moms på prisen, ligesom de skal med alle andre varer og ydelser, de sælger.
Politikerne vil redde PostNord
Skat ændrer praksis, fordi de vurderer, at den nuværende ordning er i strid med både den danske og EU’s momslov.
Ifølge socialdemokraternes postordfører Christian Rabjerg Madsen blev der ved det seneste postforlig indgået en aftale om, at PostNord skulle skånes, når den nye tolkning af reglerne træder i kraft.
- Vi lavede i postforliget en aftale om, at Skat skulle indgå en dialog med Post Danmark (PostNord red.) for at se, om man kunne finde en løsning på de nye portoudlægningsregler, så Post Danmark (PostNord red.) blev friholdt, siger postordfører Christian Rabjerg Madsen (S).
Håbet lever
I forbindelse med omfortolkningen af de momsregler, der gælder for PostNord har Skat ikke lavet en ny ordning, som giver PostNord særlige fordele, men PostNord håber stadig, at de kan undgå økonomiske tab og fyringer.
- Vi håber, at der bliver fundet en løsning for de følgevirkninger, der er ved, at man fjerner denne her særlige regel, så både dansk e-handel og vi kommer ud af det her, uden store negative konsekvenser, siger Carsten Dalbo.
Otte ud af 10 danske e-handelsbutikker benytter sig af PostNord, og 54 procent af netbutikkerne bruger kun én distributør til forsendelser af pakker og breve, viser en rapport fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen fra 2013.