EU's finansministre har sortlistet 17 lande, som misbruges til at unddrage skat.
Men der er tale om små lande, som i det store regnestykke hverken gør fra eller til i den globale kampe mod skatteunddragelse, mener skattelyforsker Niels Johannesen:
- Det er en række rimeligt små og ubetydelige skattely, som er kommet på listen. Og så kan jeg ikke lade være med at bemærke, at de skattely, som findes inden for EU, ikke er med på listen, siger Johannesen, der er lektor på Økonomisk Institut på Københavns Universitet.
Ingen sanktioner
Han bemærker også, at der foreløbigt ikke er sanktioner mod landene på listen.
Der er dog lagt op til, at sortlistede lande ikke kan få adgang til EU-midler. Men andre sanktioner er også på tapetet. Dem skal der tages stilling til inden for de næste uger.
- De vigtigste skattely er ikke med på listen, og for det andet fremgår det ikke, hvilke sanktioner EU vil håndhæve over for de lande, som er på listen. Hvad vil man gøre for at få dem til at ændre deres politik? Det, tror jeg, er helt afgørende for at få en effekt, siger Niels Johannesen.
Internationalt tunge skattelylande som Caymanøerne, Isle of Man, Hong Kong og Singapore er ikke med på skattelylisten. Og det undrer Niels Johannesen.
- Jeg er måske lidt overrasket over, at man har skrællet alle de store fra og laver en ret udvandet version her.
EU's finansministre har vedtaget en supplerende "grå liste" med 47 lande, som har forpligtet sig til at leve op til internationale skattestandarder.
Liste går uden om EU
Der mangler også EU-lande på listen, og det er et problem, fordi de er blandt skattelyenes sværvægtere, forklarer Niels Johannesen:
- Vi ved fra forskellige studier, at skattely inden for EU i virkeligheden er dem, der står for den største del af den her forretningsmodel inden for Europa. Og derfor er det uheldigt, at de ikke er med på listen, siger Niels Johannesen.
Det er blandt andre lande som Holland, Irland, Luxembourg og Cypern, som udnytter det Indre Marked til at føre multinationale selskabers overskud ud af EU.
I 2014 viste en stor lækage fra Luxembourg, hvordan Luxembourg bruges som transitland for selskaber til at kanalisere overskud ud af Europa.
Og senest i sidste måned kortlagde paradispapirerne, hvordan internationale selskaber som Apple og Nike fører profit ud af EU uden at betale selskabsskat.
- Grunden til, at listen går uden om EU-landene er nok, at man tænker, at EU bedre kan lægge pres på de her lande inden for systemet i stedet for at hænge dem til tørre på sådan en liste her. Men det betyder bare, at listen ikke får den store betydning, vurderer Niels Johannesen.
HER ER DE SORTLISTEDE LANDE:
- •
Samoa, Bahrain, Barbados, Grenada, Guam, Sydkorea, Macau, Marshall-øerne, Mongoliet, Namibia, Palau, Panama, Saint Lucia, American Samoa, Trinidad og Tobago, Tunesien og Forenede Arabiske Emirater.