Forbrugerrådet: Nu starter bidragssats-lavinen

Efter at Nykredit som de første hævede bidragssatserne, har konkurrenterne blot ventet på, at krudtrøgen skulle lægge sig, siger Forbrugerrådet.

Realkredit Danmark hæver bidragssatserne for 160.000 kunder, og det får Forbrugerrådet til at frygte, at flere følger trop. (© Colourbox)

- Det måtte jo komme.

Sådan lyder det fra Forbrugerrådet Tænks seniorøkonom, Morten Bruun Pedersen, efter at Realkredit Danmark har meldt ud, at de vil hæve bidragssatserne for 160.000 kunder per 1. oktober i år.

- Efter at Nykredit som de første hævede bidragssatserne, har de øvrige blot ventet på, at krudtrøgen skulle lægge sig. De har lurepasset på, hvem der skulle blive de næste til at hæve gebyrerne. Og det bliver så Realkredit Danmark, siger han.

Fra 1. oktober stiger bidragssatserne med 29 procent for kunder med F1- og F2-lån, mens kunder med F3- og F4-lån rammes af en stigning på 23 procent, meddeler Realkredit Danmark, som er landets næststørste realkreditinstitut.

Bankforsker: Ikke det samme som Nykredit

Forbrugerrådet frygter, at det er starten på en bidragssats-lavine.

- Nu tror jeg, at resten af realkreditselskaberne vil hæve bidragssatserne i en lind strøm. Med den her udmelding er der gået hul på tingene, siger Morten Bruun Pedersen.

Det mener Lars Krull dog ikke. Han er seniorrådgiver på Institut for Økonomi og Ledelse på Aalborg Universitet, og understreger, at Realkredit Danmarks model ikke er den samme som Nykredits. Om end bidragssatserne bliver hævet begge steder.

- Som jeg ser det, hæver Realkredit Danmark bidragssatserne på de korte lån som en adfærdsregulerende foranstaltning. For de siger, at hvis man vil have nogle af de andre lån – for eksempel de lange – så kan man komme derover gratis, og det tjener de ikke noget på, siger han.

Nykredits begrundelse for at hæve bidragssatserne var derimod, at de ville opkræve, hvad de forventer, den fremtidige regulering vil koste.

- Man kan sige, at Nykredit om nogen har taget skraldet først – både når det angår at hæve priser for at tjene mere, men også som en forberedelse på en eventuel regulering fra EU. Realkredit Danmark gør det alene for at ændre adfærd, så det er ikke samme sag, siger Lars Krull.

Lokkelån og urent trav

Forbrugerrådets seniorøkonom mener, der er tale om urent trav blandt landets realkreditinstitutter. Og det rammer kunderne nu.

Han peger på, at realkreditselskaberne er gået på rov i Nykredits kundekartotek i kølvandet på den orkan, Nykredit selv startede, da de hævede bidragssatserne, og nu slår de øvrige selskaber så til.

- Man kan kalde det lokkelån. De andre institutter lokkede kunder over med rabatter og billige lån, og nu begynder de så selv at sætte bidragssatserne op, siger Morten Bruun Pedersen.

I stedet for at sætte bidragssatserne op på de korte lån, kunne Realkredit Danmark have sat bidragssatserne ned på de lange, påpeger han.

- Dermed ville det være mere attraktivt for folk at gå over på de lange lån.

For tidligt at ånde lettet op

Helt konkret betyder Realkredit Danmarks udmelding, at 160.000 kunder kan forvente, at deres lån stiger med omkring 0,25 procent. Men kun hvis de ikke gør noget, siger Lars Krull.

- Det er selvfølgelig irriterede at skulle betale mere, men det er bare ganske lidt. Og vælger de at omlægge til en lånetype, som er længere, så stiger deres bidrag slet ikke.

Bankforskeren mener dog, det er for tidligt for Realkredit Danmarks kunder at ånde lettet op.

- Hvis man har et F1-F4 lån og ikke har noget imod den lille stigning, så skal man ikke tro, at man for tid og evighed er skånet mod, at der kommer nye stigninger. Der kan komme en stigning, hvis der kommer en ny regulering fra myndighedernes side, siger han.

For knap fire måneder siden udtalte Realkredit Danmarks direktør, at de "ingen planer har om at hæve bidragssatserne".