Realkredit Danmark vil rense ud i de korte flekslån.
Metoden er en markant stigning i bidragssatsen på F1-F4-lån på op til 150 kroner om måneden per lånt million kroner.
Den såkaldte tilsynsdiamant, der blev indført af Finanstilsynet efter Finanskrisen, betyder, at banker skal have færre kunder til at tage lån med variabel rente.
Og ifølge Realkredit Danmark selv hopper flere og flere låntagere over på de korte flekslån. Derfor har landets næststørste realkreditinstitut været tvunget til dagens prisstigning, siger de.
- For knap en tredjedel af vores kunder varsler vi en forhøjelse af bidraget. Det gør vi, fordi vi har kunnet se på de seneste to refinansieringer, at flere er gået ind i de helt korte flekslån, end der er gået ud, og det er ikke langtidsholdbart i forhold til de krav, der stilles fra myndighedernes side, siger Carsten Nøddebo Rasmussen, direktør i Realkredit Danmark til DR Nyheder.
Carsten Nøddebo Rasmussen fortæller, at de kunder, der bliver omfattet af prisstigningerne kan skifte lån uden at betale lånskiftegebyrer frem til oktober, hvor de nye bidragssatser træder i kraft.
For F1 og F2-lån stiger bidraget med 29 procent. Men med de skærpede krav fra myndighederne, afspejler det simpelthen prisen, fortæller Carsten Nøddebo og afviser alternativet at sætte prisen på andre låntyper ned.
- Det afgørende er, at der er en fair prissætning, så prisen på de enkelte produkter afspejler prisen. Det gør den prissætning, vi i dag har lagt frem, siger Nøddebo.
- Det her er ikke en prisindtjeningsøvelse. Det her handler om, at vi kan se langsigtet, og det får vi svært ved, som tilsyndiamanten er nu, siger han.
De varslede polstringskrav fra den såkaldte Basel-komité, som Nykredit brugte som begrundelse for en markant stigning i bidragssatserne har intet med dagens manøvre at gøre, siger Realkredit Danmark. Carsten Nøddebo forholder sig foreløbigt ikke til eventuelt nye krav fra EU.
- Jeg kan ikke give nogen garanti for, hvordan priserne udvikler sig fremadrettet. Vi ved ikke, hvilken lovgivning Basel indfører fremadrettet. Det her er vores pris for totredjedel er den uændret, og det tror jeg også, de er glade og tilfredse med, siger Carsten Nøddebo.