Det halter med bankernes kontrol af kunder og transaktioner til udlandet. Og det åbner en ladeport for penge fra kriminalitet, som køres ind i bankerne og dermed vaskes hvide.
Efter den omfattende lækage fra det panamanske skattely-advokatfirma Mossack Fonseca i april bad Finanstilsynet otte danske banker om at redegøre for kunder med relation til skattelyselskaber.
Men det har de ikke været tilstrækkeligt i stand til, viser Finanstilsynets indledende undersøgelse.
- Vi havde gerne havde set, at der var et overblik over de kundeforhold, der involverede forskellige selskaber i skattely, og det har man ikke, siger Jesper Berg, direktør i Finanstilsynet.
Det er Bagmandspolitiets vurdering, at godt 20 milliarder kroner årligt vaskes hvide i Danmark. Og føres der ikke ordentlig kontrol med kunderne, kan bankerne blive ufrivillige medspillere i kriminaliteten.
- Mit bedste bud er, at der ikke er tilstrækkelig opmærksomhed fra bestyrelsesformanden på de her problemstillinger. Heldigvis er opmærksomheden stigende. Men der er stadig problemer, siger Jesper Berg.
Når en bank registrerer en usædvanlig transaktion, skal det indberettes til Bagmandspolitiet, Søik. Den slags indberetninger var der i 2015 9.000 af. Derfor mener bankerne også selv, at de lægger en stor indsats for at komme hvidvaskning til livs.
Men der er lang vej endnu, mener Jesper Berg:
- Det er mange. Men der er også steder, hvor nogle af de ting, man skulle have anmeldt, ikke er blevet anmeldt, og der taler vi også om store tal. Det ved vi, fordi vi har været ude at lave inspektioner og har konkrete eksempler på det.
- Bankerne skal kende deres kunder, og i det omfang, at bankkunder agerer anderledes end deres normale transaktionsmønster vil sige, skal man undersøge det. Hvis det viser sig ikke at forklare det, så skal man sende oplysningerne til Bagmandspolitiet, siger Jesper Berg.
Som resultat af den indledende undersøgelse og efter en politianmeldelse af Nordea for brud på hvidvaskloven lægger Finanstilsynet og erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V) op til en skærpelse af reglerne om hvidvask.
- Jeg tror, det vigtigste er at give en tilskyndelse til medarbejdere, der sidder med de her ting, om, at man tager det tilstrækkelig alvorligt. Og den tilskyndelse, tror jeg, man får, hvis man har et personligt ansvar, siger Jesper Berg.