For nøjagtig et år siden kostede det 45 kroner for Europas energitunge virksomheder at udlede ét ton af den miljøskadelige drivhusgas CO2 i atmosfæren - nu koster det 150 kroner.
Det lyder måske ikke af meget. Men når man som Amagerværket årligt skal bruge én million CO2-kvoter på at levere kulfyret fjernvarme til Storkøbenhavn, så er ekstraregningen til at få øje på.
- Selve udgiften på at fyre med kul er på et år steget med cirka 100 millioner kroner. Det er et ret stort tal, men det kommer ikke til at gøre den store forskel for kunderne, fortæller Lars Therkildsen, adm. direktør for hovedstadsområdets forsyningsselskab HOFOR.
Den højere pris på CO2-kvoter gør det markant dyrere at fyre med fossile brændsler som kul, olie og naturgas, der bidrager til den globale opvarmning.
Omvendt bliver det i overensstemmelse med hensigten bag EU's CO2-kvotesystem nu så konkurrencedygtigt at investere i grøn energi som sol- og vindenergi samt biomasse, at eksperter taler om et stort rygstød til den grønne omstilling.
Højere CO2-pris gavner Amagerværket på sigt
Amagerværket er i fuld gang med at udfase de sorte kul til fordel for træflis.
Det er ikke mindst en beslutning, der flugter med Københavns Kommunes ambition om stå bag verdens første CO2-neutrale hovedstad i 2025.
Derfor skal en ny højteknologisk kraftvarmeblok, der fyrer med bæredygtig biomasse, være klar til at levere fjernvarme og el til københavnerne i fyringssæsonen 2019/2020.
I det perspektiv ser HOFOR-direktør Lars Therkildsen den højere pris på CO2-kvoter som en omkostning, der bliver opvejet af, at værket på sigt står med et endnu mere konkurrencedygtigt produkt.
- Det er klart, at det er dyrere at fremstille kulbaseret varme og el. Men det er kun en ganske kort overgang, at vi har kulkraftværket. Og hvis CO2-prisen holder, bliver det nye biomassekraftværk meget billigere i konkurrence med kullene, siger han.
Dansk Energi: Prisen på kvoter skal op
De danske energiselskaber vinder ligesom miljøet på den stigende CO2-pris, fordi man herhjemme er nået længere med den grønne omstilling end i mange andre lande.
Det mener man i interesseorganisationen Dansk Energi.
Men prisen skal endnu højere op for at for at skabe dårligere forretningsbetingelser for Europas sorte energisektor.
Ikke mindst hvis EU skal leve op til FN's klimaaftale, lyder det fra afdelingschef Stine Leth Rasmussen.
- Det er et sundt princip, når man gerne vil føre en ambitiøs klimapolitik i Europa. Men de prisstigninger, vi har set, er slet ikke nok, hvis man virkelig vil have en grøn omstilling og leve op til Paris-aftalen, siger hun.
Stine Leth Rasmussen tilskriver den aktuelle pristigning en fornyet tiltro til, at EU vil bruge kvotesystemet til at nedbringe den europæiske CO2-udledning.
- Men om det fortsætter er svært at sige. Prisen kan også falde igen, hvis man i markedet bliver skuffet over, at de europæiske politikere ikke gør nok for at fremme den grønne omstilling.